Bornholm

Bornholm

Bornholm

Skønne Bornholm har rigtig meget at byde på, uanset om du er til strand­fe­rie, en aktiv ferie, ferie i naturen eller en blanding. Øen bugner af lokale smags­op­le­vel­ser, kunst, kultur og historie. Besøg fx røgerier, gl­a­s­puste­ri­er, gallerier og ke­ra­mi­k­værk­ste­der, og udforsk hi­sto­ri­ske monu­men­ter som Ham­mers­hus Borgruin, rund­kir­ker og berømte kæm­pe­klip­per som Jons Kapel. Øen byder også på en masse musik, blandt andet den årlige ja­zz­festi­val.

Bornholm er velsignet med nogle af Danmarks suverænt bedste ba­de­stran­de – nogle er flade og brede, mens andre gemmer sig dybt inde i kroge mellem klipper og vild natur.
9 områder
Bornholm_Allinge

Allinge

På Klippeøens nordkyst er landskabet dramatisk og udsigterne betagende, og Allinge er ingen undtagelse. Byen grænser op til det fascinerende område omkring Hammeren, som byder på noget af Danmarks mest spektakulære natur. Havnen i Allinge er et stemningsfuldt samlingspunkt med caféer, ishuse, spisesteder og butikker. Byen er præget af bindingsværkshuse i alle farver, smalle stræder og hyggelige torve, og her kan du udforske et væld af små hyggelige oaser. Allinge byder desuden på kunst og kultur i forskellige afskygninger og huser blandt andet spillesteder, kreative værksteder og den årlige jazzfestival.

Bornholm_Gudhjem

Gudhjem

Gudhjem rummer alt, hvad hjertet begærer, til en dejlig, alsidig ferie i smukke rammer. Byen byder på et væld af butikker, barer og spisesteder, men du finder også et røgeri, delikatessebutikker, glaspusterier, museer og meget mere. Havnen i Gudhjem oser af autentisk fiskerstemning og huser både lystbåde og fiskekuttere i alle størrelser, ligesom mange sejlere ferierer her om sommeren. På toppen af Gudhjem, med udsigt over byens tage og skibsmasterne, troner den smukke, gamle kirke. Herfra kan du skimte Christiansø, som du kan udforske nærmere, hvis du hopper på turbåden, der afgår nede fra kajen.

Bornholm_Hasle

Hasle

På Klippeøens vestkyst ligger Hasle, som blandt andet huser en stor havn. Havnemiljøet summer af liv og indbyder til slentreture langs molen, og ved siden af havnen ligger byens røgeri. Det er ikke et hvilket som helst røgeri, men det sidste på Bornholm, hvor røgningen foregår på traditionel og gammeldags vis i åbne skorstene fyret op med ellebrænde. I centrum af Hasle finder du et kulturhus, hvor du kan opleve udstillinger, lokalt kunsthåndværk og meget mere. Hasle byder også på skønne strande, en aktivitetspark, gode legepladser, restauranter, caféer og nogle af øens smukkeste solnedgange.

Bornholm_Rønne

Rønne

Rønne er den første by, du møder, når du ankommer til dejlige Bornholm. Smukke Sankt Nicolai Kirke ligger majestætisk på en fremskudt plads ved indsejlingen til havnen og byder de tilrejsende velkommen. Byens centrum er præget af brostensbelagte stræder, bindingsværkshuse og hyggelige torve. Her er et rigt handels- og kulturliv, og du finder både historiske bygninger, museer, lokalt kunsthåndværk, gallerier og meget mere. Vil du udforske øens fortrinlige strande, er der rig mulighed i alle retninger. Kør fx sydpå, og besøg Boderne eller vidunderlige Dueodde – en af Danmarks suverænt bedste badestrande.

Bornholm_Svaneke

Svaneke

Smukke Svaneke tilbyder et overflødighedshorn af dejlige ferieoplevelser. Byen bugner af spændende specialbutikker, blandt andet det berømte bryggeri, ismejeriet, bolsjekogeriet, chokoladebutikken, glaspusterierne, gallerierne og røgeriet. Her er masser at gå på opdagelse i og mange lokale smagsoplevelser i vente. Svaneke summer af liv, og både havnen og bymidten er velbesøgte og stemningsfulde samlingspunkter. Bevæger du dig blot en smule uden for centrum i den ene eller den anden retning, åbenbarer sig en fantastisk udsigt med dramatiske klippeformationer, yndige huse og hyggelige små strande.

Bornholm_Aakirkeby

Aakirkeby

På Bornholms sydlige del ligger den gamle købstad Aakirkeby. En ideel placering i forhold til øens badestrande. Du har fantastiske Dueodde med sit kridhvide sand, der bugter sig, så langt øjet rækker, men også Balka Strand og Boderne ligger højt på listen over Bornholms bedste badestrande. Aakirkeby gemmer på historiske bygninger, museer og kulturelle seværdigheder. Bevæger du dig ind mod midten af øen, møder du Almindingen, som er Danmarks femtestørste skov. Her kan du få timevis til at gå med udforske terrænet og de historiske og kulturelle seværdigheder, fx Rytterknægten og Ekkodalen.