Rold Skov
Rold Skov er det rene – og grønne – slaraffenland! Uanset om du er til eftertænksomhed, stilhed i skovens dyb eller hæsblæsende oplevelser i det kuperede terræn, kan du finde det lige her.
Rold Skov byder på lidt af hvert. Her finder du løv-, nåle- og bøgeskove, små søer og klare bække. Og så er landskabet også præget af et yderst rigt dyreliv med bl.a. rådyr, ræve og sjældne fugle.
I de grønne omgivelser finder du mere end 60 km afmærkede vandreruter, hvor du kan opleve de mange fortidsminder, som skoven gemmer på. Med bl.a. Troldeskoven og flere historiske spor fra sten- og jernalderen, kan du blive klogere på tiden før tidernes morgen og (måske) mærke et strejf af skovens magi og mystik.
Den mest besøgte del af skoven er uden tvivl det smukke kuperede hedelandskab, bedre kendt som Rebild Bakker. De storslåede lyngklædte bakker med rislende vandløb og dybe dale, der blev formet under istiden, udgør i dag en stor turistattraktion.