Frederiksborg Slot
Kong Frederik II opførte i 1560 datidens Frederiksborg Slot. Da Christian IV kom til tronen, rev han sin fars slot ned og opførte i stedet det Frederiksborg Slot i renæssancestil, som vi kender i dag.
I Hillerød finder du det flotte renæssanceslot, Frederiksborg Slot, omgivet af Slotsøen, barokhaven og smukke landskaber. Slottet blev opført i starten af 1600-tallet for at manifestere kong Christian IV’s magt og storhed, og i dag er det fortsat en arkitektonisk perle i landskabet.
Du kan gå på opdagelse på slottet, hvor du bl.a. kan beundre det flotte Neptunspringvand i slotsgården, det elegante marmorgalleri i Kongefløjen og en række andre historiske artefakter, der vidner om datidens kongeherredømme i Danmark.
Frederiksborg Slot huser desuden Det Nationalhistoriske Museum, der gemmer på en imponerende samling af portrætter, historiemalerier, møbler og andet kunsthåndværk, der fortæller om mere end 500 år gammel dansk historie.