Stavns Fjord
De ubeboede små øer i fjorden tiltrækker særligt spættede sæler. Derfor kan du fra tid til anden opleve sæler i Stavns Fjord, der leger eller tager et lille hvil i vandet.
Stavns Fjord er et naturskønt område på Samsø. Ja, det er faktisk fjorden, der deler Samsø op i en nordlig og en sydlig del. Fjorden var engang et større morænelandskab, men blev for ca. 7.000 år siden sat under vand af massive havstigninger. I dag strækker Stavns Fjord sig over 20 km2 og byder på bl.a. frodige sandenge, flere småøer og uberørte kyststrækninger.
Området er særligt kendt for sit rige fugleliv. Her finder du nemlig mange forskellige arter af vandfugle, herunder ænder, vadefugle og forskellige gæs, som hviler her og yngler i området. Derfor er det frem med kikkert og fugleleksikon, hvis du er interesseret i fuglelivets gøren og laden.
Du kan også komme helt tæt på den skønne natur, der gemmer sig i området. Følg en af de mange små stier og markveje, der alle fører dig tæt på Samsøs smukke natur.