Grundejerforeningen Vejers
Grundejerforeningen Vejers
Vejers har i uge 30 et skærpet fokus på mængden af havaffald, og hvordan vi kan blive endnu bedre til at passe på naturen.
Med musik, quiz og kunstinstallationer sætter Grundejerforeningen Vejers i samarbejde med Naturpark Vesterhavet fokus på, hvordan vi hver især og i fællesskab kan gøre en forskel for miljøet og blive bedre til at passe på naturen.
I uge 30 danner Vejers Sydstrand nemlig rammerne for et udendørsevent ved havet med havaffald som omdrejningspunkt. På en skæv og anderledes måde bliver alle eventets deltagere – områdets lokale borgere og feriegæster – opfordret til dialog om emner som forurening, klimaændringer og vores natur. Formålet er at skærpe vores bevidsthed om vigtigheden af at passe på naturen, og hvordan vi sammen kan gøre det.
I løbet af ugen er der oplæg, musikalske indslag og kunstnere, der laver kunstværker og
-installationer med havaffald.
I Feriepartner Blåvand værner vi om vores område og den smukke natur, der er omkring os. Og derfor vil vi også gerne støtte initiativer, der gør os, de lokale og vores feriegæster klogere på, hvordan vi kan passe på den.
Vi har støttet initiativet med 10.000 kr. via Oplevelsespuljen.