Sådan gør du
Sådan gør du
Det eneste, du skal gøre, er at beslutte hvordan du ønsker at betale skat af dine lejeindtægter. Du kan vælge mellem to opgørelsesmetoder:
1. Fast bundfradrag ('40%-reglen')
2. Regnskabsmæssigt fradrag
1. Fast bundfradrag ('40%-reglen')
40%-reglen er den mest gængse af de to opgørelsesmetoder, fordi den gør det nemt og enkelt at opgøre det skattepligtige resultat.
Vælger du denne metode, er de første 47.900 kroner af din lejeindtægt skattefrie.
Ud over bundfradraget på 47.900 kroner er der et skattefrit fradrag på 40%.
Det vil sige, at når bundfradraget er trukket fra din lejeindtægt, så kan du trække yderligere 40% fra den resterende lejeindtægt (husleje plus lejernes betaling for strøm, olie, telefon, m.m.).
Det beløb, der er tilbage, efter du har fratrukket bundfradraget samt fradraget på yderligere 40%, beskattes som kapitalindkomst.
2. Regnskabsmæssigt fradrag
Du kan også benytte dig af det regnskabsmæssige fradrag - en mere kompliceret metode, som dog kan være lønsom, hvis du udlejer dit sommerhus i større omfang.
Ved brug af denne metode foretager du en regnskabsmæssig opgørelse af indtægter og udgifter, men du får hverken bundfradrag på 47.900 kroner eller 40%-fradrag, som du gør ved brug af 40%-reglen.
I stedet betaler du skat af din lejeindtægt, fratrukket de udgifter, du har i forbindelse med udlejningen af dit sommerhus (fx vedligeholdelses- og afskrivningsbeløb på inventar, samt strøm, vand, lys og varme).
De fradragsberettigede udgifter bliver trukket fra din lejeindtægt, og det, der bliver tilbage af lejeindtægten, beskattes som kapitalindkomst.