Hyggeligt sommerhus med udsigt til Lakolk Sø
Hus-ID: 0115Naturelskere og badenymfer kan se frem til en skøn ferie i dette fine sommerhus: Som naboer til Lakolk Sø har I en naturskøn udsigt fra stuen såvel som terrassen, og derudover er der få hundrede meter til den dejlige Lakolk Strand, hvor I kan boltre jer i Vesterhavets bølger.
Velkommen indenfor
Den naturskønne beliggenhed gør det til et perfekt sted at få ro i sindet og frisk luft i lungerne. Sommerhuset fungerer samtidig som en skøn ramme om familie samvær og hyggeligt selskab, for inden døre er atmosfæren god og planløsningen i top. Med tre fine soveværelser kan seks feriegæster nemt og bekvemt samles i huset, der også byder på et nyere badeværelse, en sauna og en dejlig stue med integreret køkkenafdeling fra 2023. I stuen er der både brændeovn og varmepumpe, hvilket er med til at gøre ferieboligen helårsanvendelig – og som en skøn detalje er det rart at slappe af i saunaen efter en lang gåtur på stranden en kølig dag.
Nyd livet udenfor
Rundt om sommerhuset breder en dejlig træterrasse sig, så I har flere opholdspladser at vælge imellem, når I vil slappe af ude i det fri. Udsigten over det åbne landskab og søen er bedst på sommerhusets østside, mens det sydvendte terrasseområde er solrigt en stor del af dagen. På grunden er der godt med parkeringsplads på grus belægningen, og til de yngste familiemedlemmer er der gynger.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Uanset årstiden er det dejligt at bo så tæt på Lakolk Strand, for udsigten over Vesterhavet og den utroligt brede sandstrand er nemlig et flot syn i al slags vejr. Måske foretrækker I at spadsere derned, men ellers er der mulighed for at køre i bil helt ned på stranden – og transportmidlet kan ligefrem også være en hest, for flere ridecentre på Rømø arrangerer rideture i strandkanten. På sommerlige solskinsdage skal I ikke snyde jer selv for en dukkert i Lakolks børnevenlige badevand. Er det nærmere vejr til en indendørs badetur, kan I køre over Rømø-dæmningen og ind til fastlandet, hvor I har gratis adgang til Skærbækcentrets badeland.