Hyggelig stuelejlighed med fin udsigt til Vadehavet
Hus-ID: 0291Der er mange plusser ved denne ferielejligheds beliggenhed. Fra boligen er der kort afstand til Havnebys restauranter, og et stort lege- og aktivitetsområde ligger lige ved – og bedst af alt er der fra både stuen og terrassen udsigt til Vadehavet.
Velkommen indenfor
Kvadratmeterne er godt udnyttet inden døre i lejligheden, som byder på et badeværelse, et soveværelse og en stue med integreret køkkenafdeling. Soveværelset er udstyret med en dobbeltseng, og derudover er der en sovesofa i stuen, så lejligheden kan rumme i alt fire overnattende gæster. Alle rum er pænt vedligeholdt, og stuen er eksempelvis moderniseret med et UHD Smart TV med både danske og tyske kanaler. Gennem stuens sydøstvendte vinduesparti kan I nyde den fine udsigt til Vadehavet og de grønne naturomgivelser.
Nyd livet udenfor
Havudsigten bliver også det smukke bagtæppe, når I sidder på lejlighedens flisebelagte terrasse og nyder sommervejret. Er der børn med på ferien, kan de smutte over på den tilstødende legeplads for at spille bold, rutsje og gynge – og medmindre I selv vil deltage i legen, kan I holde øje med dem fra terrassen.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Udover legepladsen er der også petanquebane, bordtennisbord, tennisbane og andre boldbaner til fri afbenyttelse her i feriecentret, og Rømø Golfklub ligger lige i nærheden. Og selvom lejligheden ligger naturskønt, er der blot få hundrede meter hen til Havnebys supermarked og spisesteder. Der er heller ikke langt til selve havnen, hvorfra I kan tage færgen på dagsudflugt til den tyske ferieø Sild. Vil I hellere blive på Rømø, kan I leje cykler i Havneby for at udforske øen. Vadehavet er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, så det er natur i verdensklasse, I kan opleve på cykelturen.