Velholdt sommerhus med anneks og stor naturgrund
Hus-ID: 0414Dette velholdte sommerhus ligger skønt placeret nær Sønderstrand og Vråby Plantage. På den store naturgrund finder du også et anneks, så alt i alt kan otte feriegæster finde sig godt til rette her på Præstekraven 1.
Velkommen indenfor
Sommerhusets mange kvadratmeter er fornuftigt fordelt mellem opholdsrum og soveværelser samt praktiske brugsrum som bryggers og badeværelse. Alle rum fremstår lyse og velholdte – inklusiv soveværelset i annekset, der er indrettet med dobbeltseng. I hovedhuset er der desuden fire sovegemakker: To af dem er indrettet med en enkelt seng, mens det tredje rummer to enkeltsenge, og på det største står en dobbeltseng. Når du skal tilbringe tiden sammen inden døre, kan I mødes i opholdsafdelingen, hvor køkken og stue ligger i åben forbindelse. Med gennemstrømmende lysindfald, loft til kip og hvidmalede trælister på væggene er det et lyst og luftigt rum, og brændeovnen er samtidig med til at skrue op for hyggestemningen. Er det køligt udenfor, kan du desuden tage varmepumpen i brug, når I hygger jer inden døre med brætspil, krimilæsning, krydsogtværs og madlavning.
Nyd livet udenfor
En stor, hævet terrasse breder sig syd og vest for sommerhuset og sørger for, at du kan bevæge dig tørskoet hen til annekset. En del af terrassen er overdækket, hvis du ønsker ly eller skygge, og der er mange dejlige hyggekroge at vælge imellem, når du vil finde en plads i solen. Til de yngste feriegæster er der sandkasse og gynger, mens familiemedlemmer i alle aldre kan sætte pris på beachvolleybanen og naturgrundens idylliske fred.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Lyngklædte hedearealer, skov og strand hører alt sammen til her i lokalområdet i Rømøs sydlige ende. Der er ikke langt til kysten, hvis du får lyst til at se nærmere på Vadehavet, som er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Er det vejr til en badetur, kan du tage til Sønderstrand på vestkysten, hvor du kan boltre dig i Vesterhavet og lege på den kilometerbrede sandstrand. Skal der købes ind, kan du tage til Havneby, der udover supermarked og fiskebutikker også byder på et godt udvalg af spisesteder samt cykeludlejning og golfklub. En hyggelig udflugtsmulighed er at tage færgen fra Havneby til den tyske naboø Sild, og derudover er det oplagt at køre over dæmningen til fastlandet.