Dejligt træsommerhus 400 meter fra Houvig Strand
Hus-ID: 066Dejligt træsommerhus 400 meter fra Houvig Strand
Indendørs
Huset har fået navnet Bjælkehytten, hvilket passer helt perfekt til den rødmalede bygning med grønt tag og hvide sprossevinduer. Inden døre emmer det 71 m2 store hus af hygge og charme med rustikke trævægge, loft til kip og komfortabelt møblement. I stuen kan I slappe af i sofaafdelingen, og ellers kan I samles ved spisepladsen nær det åbne køkken. Er vejret køligt, er der mulighed for at tænde op i brændeovnen og tage varmepumpen i brug – og på badeværelset kan I tænde for gulvvarmen og håndklædetørreren, så både tæer og håndklæder kan holde sig dejligt lune. Soveværelser er der tre af, hvoraf to er med dobbeltseng og det tredje med køjeseng, så huset kan rumme fire voksne og to børn. Og til de yngste er der for øvrigt legesager i køjerummet.
Udendørs
De børnevenlige forhold fortsætter ude på naturgrunden, der er udstyret med gynger og sandkasse til de små. Hele familien kan mødes til et godt måltid mad eller et spil kort på en af terrasserne, som er placeret på flere sider af huset. Sommerhusets lækre træterrasse er delvist overdækket, så her er det også muligt at finde skygge og sidde længe ude om aftenen. I løbet af dagen kan det være rart at slænge sig i solsengene, og en siesta i hængekøjen kan der sikkert også friste.
Beliggenhed
Sortebærdalen er en lille vej, der ender blindt, og sommerhuset ligger helt for enden i fredfyldte og ugenerede omgivelser. En lille sti fører jer direkte gennem klitlandskabet og ned mod Vesterhavet – for at komme ned på stranden skal I kun tilbagelægge 400 meter, så flere daglige badeture kan sagtens komme på tale. Skal hele ferien ikke foregå her på den dejlige sandstrand, er der få kilometer til både Stadil Fjord og Ringkøbing Fjord, og den hyggelige badeby Søndervig ligger bare tre kilometer væk. Her kan I klare indkøbene og gå ud at spise, og hvis I har medbragt cykler, er der cykelsti hele vejen derhen.
Houvig ved Vesterhavet er et herligt sted at holde ferie – ikke mindst, når det foregår i dette charmerende sommerhus, der ligger på en stor naturgrund 400 meter fra stranden.