Skønt bjælkesommerhus på kuperet klitgrund 400 meter fra Vesterhavet
Hus-ID: 128Brændeovn i stuen, gode solchancer på terrassen og havudsigt fra toppen af klitgrunden. Lyder det lovende? Så er dette dejlige bjælkehus ved Houvig Strand lige noget for jer.
Indendørs
Det 90 m2 store bjælkehus passer godt ind i Houvigs naturskønne omgivelser. Det ligger lidt i læ mellem klitterne og grundens grønne beplantning – hvilket også betyder, at I kan se lige ud på hybenbuske og bølgende marehalm, når I hygger jer inden døre. Sommerhuset, der er opført i 2009, har et venligt og imødekommende indre med loft til kip, lyse trævægge og brændeovn i stuen. Det er et dejligt opholdsrum, og når I ikke hygger jer her i samlet flok, kan børnene smutte op ad stigen for at lege på husets gode hems. Køkkenet, der ligger i åben forbindelse med stuen, er veludstyret med blandt andet opvaskemaskine og køleskab med en 40 liters fryser, og på badeværelset har I ikke bare en, men to brusere foruden vaskemaskine og tørretumbler. Soveværelser er der tre af, som i alt har sengepladser til seks personer.
Udendørs
Sommerhusets vestvendte terrassemiljø ligger godt i læ som en ugeneret oase mellem klitter og hybenbuske. Her kan I sole jer, godt tilbagelænede i havemøblerne og med en kølig forfriskning indenfor bekvem rækkevidde. Senere kan I tænde grillen og dække op til et udendørs festmåltid. Solnedgangen kan I nyde fra klittoppen, hvor I har havkig, og bagefter kan I rykke ind under terrassens overdækning for at fortsætte den udendørs feriehygge.
Beliggenhed
Det hyggelige bjælkehus ligger godt tilbagetrukket på den lukkede Troldedalen, bare 400 meter fra Houvig Strand og det brusende Vesterhav. Den attraktive adresse betyder, at I kan tilbringe en stor del af ferien i vandkanten – uanset om I er kommet for at bade, eller om I er mere til at gå lange ture og lede efter flotte sten og skaller. Den nemme adgang til den nærmeste golfbane og lokalområdets mange fiskespots vil golfspillere og lystfiskere sikkert værdsætte, og hvis I har medbragt cykler, kan I se frem til mange skønne udflugter til Stadil Fjord, Ringkøbing eller Hvide Sande. Den hyggelige badeby Søndervig ligger kun et par kilometer mod syd, når I vil købe ind, gå på restaurant eller finde en sjov ferieaktivitet til hele familien.
GRATIS! Udlån af barnestole og barnesenge. Hvis det er tilladt at have husdyr i huset, har vi også hundesenge til udlån (kan hentes og afleveres hos Feriepartner Hvide Sande)
EL-bil opladning: Tjek oplysningerne på husets faciliteter, om det er tilladt at oplade EL-bilen