Rummeligt sommerhus på en smuk og rummelig grund
Hus-ID: 13405-1
Skal ferien nydes i skønne omgivelser, så kan dette sommerhus helt sikkert noget. Grunden er smuk og har egen lille å, og så er der ikke langt ned til en helt fantastisk sandstrand.
Velkommen indenfor
Sommerhuset har en god og hyggelig atmosfære, loft til kip der giver rummelighed og et stort vinduesparti i stuen, hvor man kan sidde og kigge ud på den store naturgrund og nyde følelsen af ferie og afslapning. I kan være sammen om madlavningen i køkkenet, der ligger helt centralt i huset i forhold til terrasserne. Aftenerne kan nydes foran brændeovn, hvor I kan streame en god film eller slappe af med en god bog i sofaen og lade op til næste dag.
Nyd livet udenfor
Udendørs er der nogle rigtig skønne omgivelser på den store grund. Her er både have, naturgrund og en lille å der løber igennem grunden. Der er derfor god plads til udendørsaktiviteter som boldspil eller andre medbragte havespil. Der kan slappes af på en af sommerhusets gode terrassearealer, hvor der både er åben terrasse og god overdækket terrasse hvor man kan søge ly når duggen falder på om aftenen. Efter en lang dag kan I samles omkring bålet til en hyggelig aften og dele dagens gode ferieoplevelser, måske endda med snobrød.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sommerhuset er beliggende i det skønne område Tengslemark Lyng, hvor der er en rigtig god sandstrand; her kan dagen nydes med at bygge sandslotte eller bare slappe helt af. Smutvejen dertil er igennem en lille sti for enden af Åvænget og videre ned for enden af Spættevang. Skal dagen stå på sjov og leg for både børn og voksne, så kan vi anbefale en dag i Sommerland Sjælland med masser af forlystelser og Sjællands største udendørs vandland. Vil I opleve skøn natur, så besøg Korevlerne, her oplever I fantastisk natur og et rigt dyreliv. En hyggelig gåtur i skoven Ellinge Indhegning kan også varmt anbefales. Skal I nyde en god middag, så kan denne nydes på Højby Kro der er kendt for deres skaldyrsaftener, så husk at bestille bord.