Stort sommerhus med poolafdeling og aktivitetsrum i Vejlby Klit
Hus-ID: 149Uanset om du har en stor familie eller drømmer om at samle alle vennerne, er der udsigt til at få en god ferie i dette skønne sommerhus i Vejlby Klit. Inden døre er der ikke bare godt med plads, men også et aktivitetsrum og en lækker poolafdeling til rådighed, og ude kan I nyde livet på den aflukkede terrasse og på den grønne grund.
Velkommen indenfor
Med sine 207 m2 er sommerhuset absolut større end gennemsnittet, og derfor kan I uden problemer være op til 11 personer inden døre. Fem soveværelser og tre badeværelser ligger godt fordelt i huset, og mens køkken og stue er samlet i den ene ende af huset, ligger aktivitetsrummet i den anden – hvilket er ganske praktisk, hvis teenagerne morer sig med bordfodbold og airhockey, mens de voksne vil slappe af med god kaffe og hyggesnak nær brændeovnen. Køkkenet er veludstyret med amerikanerkøleskab og andre lækre detaljer, og her kan I sagtens være flere, hvis du ikke vil stå alene med madlavningen. De, der ikke har køkkentjansen, vil måske plaske i swimmingpoolen eller slappe af i saunaen, og en tilbagelænet stund i spabadet er der sikkert også god tid til.
Nyd livet udenfor
Rundt om sommerhuset breder to terrasseområder sig, og begge er helt aflukkede, så det er nemt at finde læ– og hvis du har hund med på ferien, vil den også have en tryg og fredelig base at nyde det gode vejr i. Den sydvendte terrasse har et overdækket areal, der tilmed er godt afskærmet, og det gør udearealerne endnu mere anvendelige, for den minder n ærmest om en udestue. På græsplænen har I god plads til leg og boldspil, og der er også et sjovt legestativ med gynger, rutsjebane og legehus til de mindste. Og hvis det ikke rækker, er du og familien så heldige at bo lige ved et grønt fællesareal med petanquebane og legeplads.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Her for enden af den lukkede vej er der ro og fred, og det grønne fællesareal virker nærmest som en forlængelse af grunden, så I får rig mulighed for at spille petanque og boltre jer i de hyggelige omgivelser. Stranden er selvfølgelig også en kæmpe legeplads for både børn og voksne, og hvis I vil ned for at spille strandtennis, bygge sandslotte og plaske i Vesterhavet, kan I være fremme på få minutter. Turen hen til Vejlby Klits sæsonåbne supermarked er endnu kortere, og lige overfor ligger et spisested, hvor I kan spise pizza, stjerneskud og bananasplit, når I har opbygget en god appetit efter en feriedag fuld af aktiviteter.