Rummeligt sommerhus til 12 personer – med gårdmiljø og central adresse i Agger
Hus-ID: 193Dette store og rummelige sommerhus i Agger er det helt rette valg, hvis I er på udkig efter en flot og velfungerende feriebolig til mange mennesker. Inden døre er der sengepladser til i alt 12 personer, og med et veludstyret aktivitetsrum, et lækkert køkken-alrum, en stue og et stemningsfuldt gårdmiljø har I rig mulighed for at nyde tiden sammen.
Indendørs
Det traditionelle fiskerhus gennemgik en markant transformation, da det blev totalrenoveret i foråret 2023. I dag fremstår det som en gennemført feriebolig på hele 275 m2, der blandt andet byder på et lækkert, åbent køkken, to moderne badeværelser og stilfuldt møblement overalt – og derudover et dejligt aktivitetsrum, hvor I kan dyste i blandt andet billard og bordtennis. Der er overnatningsmulighed for ti personer fordelt på fem soveværelser, og derudover kan I rede op til to på sovesofaen i førstesalens stue.
Udendørs
Sommerhusets store træterrasse ligger i forlængelse af køkken-alrummet og er orienteret mod syd, så her kan I nemt tage kaffekoppen eller en kølig forfriskning med ud i solen. En del af grunden er anlagt som et flisebelagt gårdmiljø, og det er et skønt sted at slappe af, når I vender hjem fra dagens udflugter.
Beliggenhed
Huset ligger helt centralt i Agger, så uanset om I vil ned på stranden, ud at spise eller gå tur forbi De sorte huse, kan det nemt lade sig gøre. Den korte afstand til Vesterhavet såvel som Krik Vig giver jer mulighed for at fiske, bade og surfe alt efter humøret og årstiden, og hvis I holder af at kigge på fugle og flot natur, skal I begive jer ud på Agger Tange, der er den allersydligste del af Nationalpark Thy. Vil I ud at vandre, kan I tage hele turen rundt om Flade Sø, og fra toppen af Lodbjerg Fyr kan I beundre det smukke landskab og slutte af med at drikke kaffe i den hyggelige café.
GRATIS! I har som gæster i dette sommerhus mulighed for gratis at spille golf hos Sydthy Golfklub under hele jeres ophold.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres hos Feriepartner Thy i Nr. Vorupør) samt gratis adgang til tennisbaner (Nr. Vorupør).