Drømmer du om en ferie i 1. klitrække lige ud til Vesterhavet i naturskønne omgivelser?
Hus-ID: 265I får en lækker, stilfuld og yderst komfortabel ramme om ferien i dette store luksussommerhus, der ligger i første række til Vejlby Klit Strand. Inden døre har I 190 m2 at gøre godt med, så I kan sagtens samles op til 10 personer, og ude finder I jeres helt egen wellnessafdeling med udespa og sauna på terrassen.
Indendørs
Kun de bedste materialer og det flotteste interiør blev anvendt, da sommerhuset blev opført i 2022 – og det er til at mærke, når I opholder jer inden døre i de lyse rum. De træbeklædte akustiklofter og gulvenes sildebensparket giver en flot kontrast til de hvide vægge, og med ovenlysvinduer og store glaspartier får I rig mulighed for at nyde det smukke lysindfald og udsigten til klitterne. Med fem soveværelser og hele fire badeværelser egner sommerhuset sig som samlingssted for to børnefamilier, flere generationer eller en flok gode venner. I opholdsrummene kommer I bestemt ikke til at mangle plads, for fra det store og stilfulde køkken-alrum har I åben forbindelse til en smuk stue såvel som et aktivitetsrum med poolbord. Der er fladskærms-tv i både aktivitetsrummet og stuen, og så er der for øvrigt gulvvarme over alt i huset som en usynlig, men skøn detalje.
Udendørs
Der er kun en klitrække mellem jer og stranden, så fra træterrassen kan I nyde den friske havluft og fornemme bølgernes brusen. Terrassemiljøets 200 m2 giver jer masser af plads til solbadning, grillmiddage og tilbagelænet driverliv, og det er nemt at finde den helt rette opholdsplads – blandt andet mellem husets længer, hvor terrassen danner en ugeneret solgård. På kølige dage og aftener kan I stadig nyde udelivet takket være det lækre udespa, der har følgeskab af en udendørs bruser og en stor sauna med udsigt til klitterne.
Beliggenhed
Lige ved sommerhuset kan I følge en sti op over klitterne og ned på den hvide sandstrand, så hvis aftenhimlen er klar, kan I hurtigt smutte ned for at se solen sænke sig i Vesterhavet. På en varm sommerdag er der ikke mange skridt mellem liggestolen og de blå, svalende bølger – og på andre tider af året kan et havbad kvikke jer op mellem saunaturene. På den lille Lucievej bor I tilbagetrukket, men samtidig dejligt tæt på Vejlby Klits hyggelige ferietorv. Her er der et supermarked og en god sommerrestaurant, der blandt andet arrangerer grillaftener med livemusik i højsæsonen.