Sommerhus i 1. række med fantastisk udsigt i Norsminde - tæt på Aarhus
Hus-ID: 30116Dette helt fantastiske sommerhus er beliggende direkte til vandet, med den skønneste udsigt over indsejlingen til havnen i Norsminde og hele Aarhusbugten! Sommerhuset er nyrenoveret i 2019.
Indretning
Når man træder ind sommerhuset, træder man direkte ind i skøn spisestue med hyggelig brændeovn og stort vinduesparti med syd, som giver et rigtig godt lysindfald. I stuen er der et et anlæg, hvor der kan afspille musik via sin tablet, telefon, eller lignende. Der kan også afspilles musik via SMART TV. I åben forbindelse med spisestuen ligger køkkenet med alt i hårde hvidevarer. En fordelingsgang leder videre til to gode værelser. Endvidere er der fra gangen adgang til særskilt toilet og stort badeværelse med bruseniche, afslappende badekar og sauna.
For enden af gangen træder man ind i opholdsstuen, hvor man straks bliver fanget af den smukke udsigt udover vandet. Fra opholdsstuen er der udgang til terrassen og adgang til soveværelse. Soveværelset deler samme skønne udsigt som stuen - så kan man ikke starte og slutte dagen bedre!
Udendørs
Fra stuen går man, som nævnt, direkte ud på terrassen, der ligger så man kan nyde udsigten mod vandet. Haven er nemlig stor og udlagt som græsplane og går direkte ned til vandet. Mod syd ved indgangspartiet er der en lille hyggelig overdækket terrasse.
Beliggenhed
Sommerhuset ligger tæt på den hyggelige Norsminde Lystbådehavn. Her kan man spise på Norsminde Kro, som er kendt vidt og bredt. Her ligger også Fiskehuset, hvor man kan få et let måltid og nyde det direkte på kajen.
Man må heller ikke snyde sig selv for at gå en tur hele vejen rundt om Kysing Næs. Det er en virkelig dejlig tur. Den bedste strand finder man ved Pouli Nielsensvej - nabo til Naturistcampingpladsen. - Hvis man har cyklen med eller lejer en cykel på Saksild Strand Camping, så kan det anbefales at cykle gennem Moesgaardskovene helt ind til Aarhus. Besøg det smukke nyopførte Moesgaard Museum, der rejser sig i landskabet. Museet er bestemt et besøg værd og fra toppen af Museet, som kan tilgås af græsplæne er der den smukkeste udsigt over Aarhus-bugten.
Mange af Østjyllands øvrige attraktioner kan nås på dagsture. Besøg eksempelvis Legoland, Givskud Zoo, Djurs Sommerland eller Kattegatcentret i Grenå. Gode indkøbsmuligheder i Odder, som ligger kun 10 km fra Norsminde.
Der er busforbindelse til Odder ligesom der også går bus til Aarhus.