Stort og stilfuldt feriehus fra 2022 med spa og vildmarksbad
Hus-ID: 351Der er lagt op til en rigtig wellnessferie her på Hvilehjemsvej 19 ved Vrist Strand. Dette lækre sommerhus, der stod klar til udlejning i 2022, er nemlig indrettet med spabad på det ene badeværelse og et vildmarksbad på terrassen, så I får rig mulighed for at nyde livet på tilbagelænet vis.
Det er tilladt at oplade El-bil ved dette feriehus, hvor der er en 11 kW ladestander til type 2-stik, medbring selv kabel.
Indendørs
Med hele 120 m2 og en formfuldendt planløsning får I skønne rammer om ferielivet inden døre. Otte personer kan fordele sig ligeligt på husets fire soveværelser, mens to flotte badeværelser og en entré med vaskefaciliteter hører til de mere praktiske rum i ferieboligen. Det hele skal nu ikke gå op i praktik, for der er også gjort plads til livsnyderi i form af et dejligt spabad på det største badeværelse. Velværen kan også mærkes, når I hygger jer sammen i stuen og det åbne køkken, der ligger centralt i huset og prydes af store vinduespartier.
Udendørs
Foretrækker I at bruge mest muligt af ferien ude i det fri, er det skønt at opholde sig på den flot anlagte og meget store træterrasse. Her kan I se frem til mange afslapningsstunder – uanset om I soler jer på en liggestol, hygger jer med god mad på den overdækkede del af terrassen eller slapper af i vildmarksbadet under himlens funklende stjerner.
Beliggenhed
Ikke bare huset og terrassen, men også omgivelserne er med til at gøre det til et særdeles dejligt feriemål. Hvilehjemsvej er lille og lukket, og hvis I går ned for enden af vejen, skal I bare fortsætte ad stien over klitterne, før I står på Vrist Strand og skuer ud over Vesterhavet. Vestkysten er smuk i al slags vejr, så det er en frydefuld oplevelse at holde ferie her året rundt. Om sommeren holder et minimarked åbent i Vrist, og ellers kan I klare indkøbene i Harboøre et par kilometer væk. Nær Harboøre finder I også en minigolfbane, hvor hele familien kan dyste om at blive feriens minigolfmester.