Dette charmerende sommerhus har en særdeles attraktiv adresse på den jyske vestkyst
Hus-ID: 361Dette feriehus ligger roligt i bunden af en lille, lukket vej, og lige på den anden side af klitterne, blot 100 meter væk, venter Vrist Strand og Vesterhavet.
Indretning
Midt på den 1200 m2 store grund præsenterer sommerhuset sig smukt med sin velholdte træfacade og matchende læhegn. Det oser af klassisk sommerhuscharme set udefra, og inden døre giver huset jer en lys og indbydende ramme om ferielivet. De 70 m2 er fornuftigt indrettet til seks personer, for der er tre gode soveværelser, et brusebadeværelse og en entré med vaskemaskine at gøre godt med. Stue og køkken er her naturligvis også, og de to rum ligger i åben forbindelse, så I kan nyde hinandens selskab, selv når I hygger jer hver for sig med gode bøger, film på fladskærmen, madlavning og andre ferieaktiviteter. På de dage, hvor vejret indbyder til det, kan I tænde op i brændeovnen, inden I sætter jer godt til rette i sofaen – og hvis det er lunt udenfor, kan I enten slå havedøren op på vid gab eller tage varmepumpens kølefunktion i brug.
Udendørs
Lægger vejret nærmere op til terrasseafslapning frem for sofahygge, kan I glæde jer til at rykke driverlivet ud på klitgrunden. Sommerhuset har to gode terrasser at vælge imellem, og den ene er delvist overdækket, så I kan finde skygge i løbet af dagen eller ly for aftenduggen. Når solen skinner, kan I også slænge jer i liggestolene, og udsigten til de høje klitter mod vest er en fin påmindelse om, hvor tæt I befinder jer på Vesterhavet.
Beliggenhed
Det er en god idé at pakke badetøjet ned i ferietasken, for det er fristende at springe i havets salte bølger på daglig basis, når I bor lige ved stranden. Hvis det ikke er vejr til at bade, er det stadig skønt at have Vesterhavet i nærheden, for en lang gåtur langs kysten i blæsevejr er også en skøn ferieaktivitet – især når det efterfølges af varm kakao nær brændeovnen. I Vrist bor I tæt på det lille trinbræt, hvis I vil på udflugt med lokaltoget til Lemvig, Thyborøn eller nogle af de andre stop på den naturskønne togstrækning. Der er også et minimarked i Vrist, der holder åben i højsæsonen, og ellers kan indkøbene nemt klares i Harboøre.