Hyggeligt stråtækt sommerhus med spa, sauna og udendørs pejs
Hus-ID: 5537Dette fine stråtækte sommerhus i Haurvig er et særdeles hyggeligt bekendtskab. Inden døre er der brændeovn i stuen, spa og sauna på badeværelset såvel som en dejlig hems med ekstra sengepladser, og ude er både solstolene og pejsen med til at gøre terrasselivet ekstra skønt. Kort sagt kan du se frem til en skøn ferie uanset årstiden.
Velkommen indenfor
Inden døre bag den solide murstensfacade er der godt at være i de lyse og indbydende rum. I stuen er der loft til kip og frilagte hanebjælker, og træbeklædningen på væggene er sammen med brændeovnen og det komfortable møblement med til at skabe den helt rette sommerhusatmosfære. Køkkenet ligger i åben forbindelse, så du kan hyggesnakke med familien, mens du brygger kaffe eller begynder at forberede aftensmaden. Når I har spist, er det måske et varmt spabad eller en saunatur, du trænger til, og begge dele kan du heldigvis få på husets store badeværelse. Et gæstetoilet hører også med til planløsningen foruden to gode soveværelser, og endelig er der ekstra plads og sovemuligheder på husets hyggelige hems.
Nyd livet udenfor
Fra stuen fører en dør direkte ud til husets helt aflukkede terrasse. Den vender stik syd og ligger dermed perfekt i forhold til solen, og hvis du trænger til at flytte dig en smule, kan du tage din krimi eller backgammonspillet med ud på den åbne terrasse mod øst eller slænge dig på et tæppe på græsplænen. Børnene kan hygge sig med at gynge og klatre på legestativet, og om aftenen kan hele familien samles på terrassen for at tilberede dagens sidste måltid på grillen. Og hvis I bliver siddende længe ude, kan I tænde op i udepejsen og mærke roen brede sig, mens mørket falder på.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sommerhuset ligger roligt placeret for enden af en lukket sidevej i skønne Haurvig. Her er du omgivet af Holmsland Klits smukke natur og har nem adgang til både Vesterhavet og Ringkøbing Fjord i løbet af ferien. På få minutter kan du gå til de marehalmsklædte klitter, der markerer overgangen til Haurvig Strand, og så er det helt op til dig og vejrudsigten, om du vil bade, gå tur langs med kysten, flyve med drage eller noget helt fjerde. Hvis du holder af at cykle lange ture, kan du køre hele vejen rundt om Ringkøbing Fjord, hvis ikke du bruger dagene på at surfe, fiske eller vandre på klitheden. Turen kan også oplagt gå til Hvide Sande, hvor du kan opleve den spændende fiskerihavn, ose i butikker og få en god bid mad på et af byens spisesteder.
GRATIS! Udlån af barnestole og barnesenge. Da det er tilladt at have husdyr i huset, har vi også hundesenge til udlån (kan hentes og afleveres hos Feriepartner Hvide Sande)
EL-bil opladning: Tjek oplysningerne på husets faciliteter, om det er tilladt at oplade EL-bilen.