Stort sommerhus med spa, sauna og 250 meter til stranden
Hus-ID: 615
Den attraktive beliggenhed bare 250 meter fra Bjerregård Strand er bare én af mange gode grunde til at holde ferie på Bjerregårdsvej 408. Sommerhusets hyggelige atmosfære, dejlige solterrasser og gode indretning til 10 personer er også vigtige kvaliteter, og for livsnyderne er det skønt, at der er spabad og sauna inden døre. Huset har fået nyt tag, køkken og nyt inventar på begge badeværelser i 2023
Indendørs
Ved ankomsten til sommerhuset giver hoveddøren adgang til et rummeligt bryggers med vaskemaskine, tørretumbler og god plads til overtøj og sko. Herfra kan I fortsætte ind i opholdsafdelingen, hvor køkken og stue er forenet. Gennem stuens store vinduesparti har I udsigt mod vest ud mod klitterne, hvilket er med til at højne feriefornemmelsen, når I sidder samlet om spisebordet eller slapper af i sofaen nær brændeovnen. En alkove fungerer som hyggekrog i løbet af dagen, og om aftenen kan I rede op til to personer – måske mest oplagt til to børn, der synes det er hyggeligt at have forældrene i nærheden, når det er sengetid. Planløsningen byder derudover på fire soveværelser, og de to badeværelser er også med til at gøre sommerhuset delevenligt for to familier. Det største badeværelse har i øvrigt spabad og sauna, så feriedagene kan byde på wellness og tilbagelænet afslapning.
Udendørs
Ude i det fri har I to dejlige terrasseområder at vælge imellem. En åben terrasse er med sin østvendte orientering en oplagt opholdsplads først på dagen, og en delvist overdækket terrasse vender mod vest, så I har udsigt til klitterne og de flotte solnedgange, når I griller og hygger jer rundt om havebordet.
Beliggenhed
Sommerhusets naturgrund ligger på en lille sidevej til Bjerregårdsvej og bare 250 meter fra stranden. Den korte gåtur fører jer op over klitterne, hvorfra I har det flotteste vue over Vesterhavet og det storslåede kystlandskab, og uanset om I er på vej ned for at bade i strålende sommervejr eller for at blive blæst igennem af efterårsvinden, er det svært ikke at blive helt høj af at holde ferie i så smukke omgivelser. I Bjerregård kan I nemt klare indkøbene hos den helårsåbne kødmand, hvis ikke I vil køre til Hvide Sande for at købe lækkerier hos bageren, slagteren og røgerierne. Surfing, SUP, cykelture og lystfiskeri kan oplagt komme på ferieprogrammet, og fugleentusiaster skal endelig lægge vejen forbi naturreservatet Tipperne, der er et uforstyrret område for både ynglende og rastende fugle.
GRATIS! Udlån af barnestole og barnesenge. Hvis det er tilladt at have husdyr i huset, har vi også hundesenge til udlån (kan hentes og afleveres hos Feriepartner Hvide Sande)
EL-bil opladning: Der er mulighed for opladning af el-bil. CEE stik - medbring eget kabel.