Flot renoveret sommerhus i Klitmøller med skøn atmosfære
Hus-ID: 990Dette flot renoverede sommerhus til otte personer ligger smukt placeret på en lyngklædt naturgrund i bunden af Spanggårdsvej – en af de hyggelige og fredelige grusveje i den populære ferieby Klitmøller.
Indretning
Hyggeligt, stemningsfuldt og velholdt – det er tre tillægsord, der passer godt til huset, som er opført i 1994 og grundigt renoveret i 2022. Væggenes træbeklædning, brændeovnen og loftet, der går helt til kip, er noget af det, der giver rummene den helt rette sommerhusstemning, og det pæne møblement passer godt ind i de hyggelige omgivelser. I opholdsafdelingen ligger stue og køkken i åben forbindelse, så I kan nyde hinandens selskab, også selvom I pusler hver især med madlavningen og andre ferieaktiviteter. Hvis der rigtigt skal slappes af, kan I tage en rolig pause i spabadet og saunaen, der ligger som del af husets store badeværelse. Soveværelser er der tre af, hvoraf to er med dobbeltseng og det tredje med to køjesenge. En hems er udstyret med med ekstra madrasser, og entréen er med vaskemaskine og tørretumbler. Alt i alt egner planløsningen sig derfor godt til en stor familie såvel som to børnefamilier, der gerne vil holde ferie sammen. To husdyr kan også medbringes uden beregning, så hvis I har hund, er den velkommen.
Udendørs
Ude i det fri er der godt at være på den 933 m2 store grund. Der er gynge, sandkasse og trampolin til de yngste feriegæster, og hele familien kan samles på det store terrassemiljø øst og syd for sommerhuset. Mod syd er terrassen afskærmet ud mod vejen, og der er to overdækkede arealer, så I kan finde skygge om dagen og nyde de lyse sommeraftener, selvom duggen er faldet.
Beliggenhed
Alt ånder fred og idyl på den lukkede Spanggårdsvej, og når først bilen er parkeret, kan I nemt bevæge jer rundt til fods i Klitmøller. I har blandt andet kort gåafstand til købmanden og den nærmeste café, og I har også en hyggelig gåtur til landingspladsen, stranden og Vesterhavet. Klitmøller og omegn er kendt for sine gode forhold for windsurfing, og det har givet kyststrækningen tilnavnet Cold Hawaii. Finder I bilnøglerne frem, kan I hurtigt køre til købstaden Thisted, der ligger smukt ud mod Limfjorden, og få kilometer væk venter den lokale golfbane. Sætter I kursen nordpå mod fiskeribyen Hanstholm, kører I gennem Hanstholm Vildtreservat, der er et af Nationalpark Thys spektakulære landskaber.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres hos Feriepartner Thy i Nr. Vorupør) samt gratis adgang til tennisbaner (Nr. Vorupør).