Dejligt feriehus i Saltums smukke naturomgivelser
Hus-ID: BL1720Velkommen til dette velindrettede, rummelige og helt igennem dejlige sommerhus, der ligger på en lukket vej omgivet af flot natur og blot 700 meter fra stranden.
Indretning
Sommerhuset kan beskrives som et både funktionelt og hyggeligt eksemplar, der måler 114 m2 og har en supergod planløsning til otte personer. Soveværelser er der fire af, og på praktisk vis byder huset også på to badeværelser. Når I skal samles inden døre, kommer det formentlig til at foregå i husets opholdsrum, hvor køkken-alrum og en forsænket stue er forenet. Ligesom i resten af huset er atmosfæren lys og indbydende, og der er loft til kip, brændeovn og hems i bedste sommerhusstil.
Udendørs
Fra alrummet har I direkte adgang til en stor, overdækket terrasse, der skærmes af en glasvæg til den ene side. Det føles næsten som at sidde i en udestue, og derfor er det en perfekt opholdsplads i forårssolen eller om aftenen i sommerperioden. Alternativt kan I slå jer ned i en solstråle på den åbne terrasse eller lege på græsplænen – og skulle det blive for hedt, kan I blive frisket op under den udendørs bruser.
Beliggenhed
Naturen er skøn her i området, og faktisk grænser grunden ligefrem op til et fredet areal, hvor Kværnbækken snor sig igennem landskabet. Fra jeres lille, lukkede vej kan I følge stisystemet ud i det flotte lokalområde – for eksempel helt ned til stranden, som er en dejlig badestrand med hvidt sand. Skal hele ferien ikke tilbringes ude i naturen eller i vandkanten, kan I også bruge en dag eller to i Fårup Sommerland. Den populære forlystelsespark, som byder på sjove og hyggelige oplevelser for både store og små, ligger blot få kilometer fra huset. Vil I på en længere udflugt, kan I køre op langs kysten for at besøge Løkken, Lønstrup eller nogle af de andre charmerende vesterhavsbyer.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres på det nærmeste Feriepartner-bureau).