Moderne sommerhus centralt i Blåvand – skøn base for hele familien
Hus-ID: BV269Både børn og voksne kan se frem til at holde ferie i dette lækre sommerhus på Hvidbjerg Strandvej. Det er nemlig udstyret med aktivitetsrum, wellness-badeværelse og legefaciliteter i haven, og så har det en fremragende beliggenhed midt imellem Blåvands hyggelige bymidte og den dejlige Hvidbjerg Strand.
Velkommen indenfor
Uanset om du drømmer om at bruge ferien på at sove længe, læse tykke bøger eller have det sjovt med familien, kan det lade sig gøre her i det lyse og velindrettede hus. Planløsningen byder nemlig på fire gode soveværelser, en flot stue med integreret køkken og endelig et stort aktivitetsrum, hvor du og dine kære kan hygge jer med at spille bordfodbold, airhockey og Nintendo Wii. Fra aktivitetsrummet er der direkte forbindelse til en hems, der både kan bruges som soveplads og som hyggekrog i løbet af dagen, og hvis du trænger til at slappe fuldstændigt af, er der spabad og sauna på det ene af de to badeværelser.
Nyd livet udenfor
Ferieforholdene er mindst lige så fortrinlige ude i det fri på den store, grønne grund, der skærmes af en tæt hæk og anden randbeplantning ud mod vejen og ind mod naboerne. Græsplænen kan sagtens danne rammen om kongespillet eller andre haveaktiviteter, og de yngste feriegæster har også et sjovt legestativ med gynger, klatretårn og rutsjebane at boltre sig på. Det sydvendte terrassemiljø inviterer til at drikke formiddagskaffe, spise frokost og holde siesta i solen, og om aftenen kan du tænde grillen og byde alle dine kære på et frisktilberedt festmåltid under åben himmel.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sommerhuset ligger godt placeret i Blåvand, for lige meget om du vil ind til bymidten eller ud til stranden, kan du være fremme på kort tid. Hvidbjerg Strand er en af badebyens mest populære, for her er der lavt vand, hvidt sand og en lang badebro – og så er surfing på Vesterhavets bølger sågar en mulighed, når vejret indbyder til det. Vil du hente friskbagt bagerbrød til morgenmaden eller købe alle tænkelige lækkerier til aftensmåltidet, kan du shoppe i specialbutikkerne eller handle i et af byens supermarkeder, og så har du for øvrigt et godt udvalg af helårsåbne spisesteder at vælge imellem ved Blåvandvej.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Blåvand. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.