Luksuriøst sommerhus med aktivitetsrum, biograf og udendørs, opvarmet swimmingpool samt udendørs wellness
Hus-ID: BV268Alle dine feriedrømme vil blive indfriet i denne unikke perle af et luksussommerhus på Poul Thøstesensvej 14 i Blåvand, beliggende for enden af en lukket vej nær Blåvands bymidte. Sommerhuset er nybygget i 2024, så du kan blive en af de første til at nyde livet i udsøgte rammer – med poolbord i aktivitetsrummet, en smuk udestue, egen biograf og lækre wellnessfaciliteter, herunder en helårsopvarmet, udendørs swimmingpool.
Velkommen indenfor
Når du vælger denne gennemførte feriebolig på hele 225 m2, er det oplagt at invitere venner eller familie med på turen. I alt er der sengepladser til 10 personer, og de fem soveværelser er placeret i to soveafsnit, så huset blandt andet kan deles af to børnefamilier eller flere generationer. Tre badeværelser hører også med til planløsningen – foruden et separat wellnessrum med dampbruser, sauna og dør ud til swimmingpoolen. Når I vil hygge jer sammen, er det helt op til jer, om tiden skal bruges på at se film i biografen eller spille pool og bordtennis i aktivitetsrummet, hvis ikke det er tid til en lækker middag med hyggesnak, ild i gaspejsen og musik fra SONOS-anlægget.
Nyd livet udenfor
Fra både stuen, udestuen og wellnessrummet har du direkte adgang til sommerhusets terrassemiljø, så det er nemt at komme ud i det fri for at få frisk luft. Skinner solen, kan du slå dig ned på terrassen – eller måske endda hoppe i swimmingpoolen for at blive kvikket lidt op. Hvis du har været i sauna eller dampbad, kan du også smutte ud for at få et køligt skyl under udebruseren, og hele velvære-seancen kan sluttes af med en tilbagelænet stund i spabadet. Wellnessfaciliteterne gør det muligt at benytte udearealerne hele året rundt, så det er helt klart noget af det, der er med til at forsøde ferielivet gevaldigt.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sommerhuset ligger dejligt ugeneret på en 1700 m2 stor grund i bunden af den lukkede Poul Thøstesensvej. Omgivelserne emmer af fred og ro, og samtidig har du kort afstand til bymidtens gode udvalg af butikker og restauranter, hvis du vil købe lækkerier til aftensmaden eller invitere familien ud at spise. Du kan også overveje, om I skal pakke maden i en kurv, så I kan spise på stranden – det kan være skønt at få en aftendukkert i Vesterhavet og efterfølgende se solen synke ned i horisonten. Blåvand Zoo, Tirpitz-museet og Blåvandshuk Fyr er populære udflugtsmål, og Skallingen er et af de steder, enhver naturelsker skal besøge mindst én gang i livet.
Husk, at du altid kan låne trækvogne hos os i Feriepartner Blåvand. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.