Skønt sommerhus i Skaven Strand – med spa, sauna og vildmarksbad
Hus-ID: C11325Dette dejlige træsommerhus til otte personer ligger på en lille, lukket vej i et roligt hjørne af Skaven Strand. Ringkøbing Fjord ligger bare 500 meter væk, og der er masser af aktiviteter for både børnefamilier og outdoor-personer i det naturskønne område – men der er nu også god grund til at nyde ferien hjemme i sommerhuset, der byder på spabad, sauna og sågar et vildmarksbad på terrassen.
Velkommen indenfor
Det 93 m2 store sommerhus har en glimrende planløsning med fire soveværelser, to badeværelser og en rummelig stue med integreret køkken. Soverum og badeværelser er fordelt, så to familier kan have hver sin afdeling, mens alle kan samles i opholdsafdelingen, når det er tid til at lave mad og efterfølgende spise ved langbordet. Trænger I til at slappe af i sofaen med ild i brændeovnen, varm kakao i kopperne og måske en film på fladskærms-tv’et, kan det også lade sig gøre her. Og hvis du trænger til at slappe fuldstændigt af, skal du fylde husets spabad med varmt vand, tænde saunaen og glæde dig til at bruge en time eller to på velgørende wellness.
Nyd livet udenfor
På en solrig sommerdag er den grønne baghave der, hvor det hele foregår: Børnene kan hygge sig med at gynge og spille fodbold på græsplænen, og hvis du gerne vil være tæt på dem, mens de hopper i trampolin eller leger i sandkassen, kan du slå dig ned ved bord-bænke-sættet lige ved siden af. En lur i hængekøjen i træernes skygge kan også komme på tale, og når I vil grille eller drikke iskaffe, er det skønt at sidde på sommerhusets store terrasse, der byder på både åbne og overdækkede siddepladser. På terrassen finder du for øvrigt et vildmarksbad, så selv når det er køligt i vejret, kan du slappe af i det varme vand med udsigt til havens grønne beplantning.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Fra det lukkede vænge tager det ikke mange minutter at gå hen til Skavens dejlige strand, der med sit lave vand er populær blandt både børnefamilier og windsurfere. Skal det gode vejr ikke kun nydes i vandkanten med udsigt til Ringkøbing Fjord, er der også mulighed for at lege på områdets legepladser og boltre sig på boldbanerne, og et spil minigolf eller en fisketur ved den lokale fiskesø kan måske også friste. Fra Skaven Strand kan du følge stien langs med vandet mod enten Skjern Enge eller Bork Havn, og hvis du vil på en lang cykeltur, kan du køre hele Ringkøbing Fjord rundt.
Andre faciliteter
Rum
Afstande
Regler
Inkluderet i prisen
Forsikring inklusiv
Rengøring inklusiv
Gratis adgang til Badeland / Svømmehal