Hyggeligt sommerhus med børnevenlige udearealer og rolige omgivelser
Hus-ID: C11549Leg i haven, grill på terrassen, sofahygge nær brændeovnen og gåture til stranden. Alt det og meget mere kan nemt blive del af jeres næste ferie, når den foregår på Vagtelvænget 4 i Bork Havn.
Indendørs
Sommerhuset, der ligger her på adressen, måler 68 m2 og har en fornuftig planløsning til seks personer. Atmosfæren inden døre er venlig og indbydende – ikke mindst i stuen, hvor en brændeovn er placeret i nærheden af sofaarrangementet. Der står også et fladskærms-tv, som kan underholde jer, hvis ikke I hellere vil spille yatzy ved spisebordet eller hygge jer med madlavningen i det åbne køkken. I køkkenet har I alt, hvad I skal bruge for at trylle noget lækkert frem, og der er også opvaskemaskine, så I hurtigt kan rydde af efter det veloverståede måltid. Et rummeligt badeværelse med bruseniche og gulvvarme finder I også i huset foruden tre gode soveværelser, hvoraf to er med dobbeltseng og det tredje med forskudt køjeseng.
Udendørs
Den store træterrasse er et skønt sted at nyde solen, når der er afslapning på ferieprogrammet. Terrassen har et overdækket område og ellers åbne arealer mod både syd og vest, og så er den lukket helt af med hegn, så små børn og familiens hund kan hygge sig i trygge rammer. På grundens store græsplæne har I god plads til at lege og spille bold, eller bare nyde et øjebliks fred og ro.
Beliggenhed
Den 928 m2 store grund ligger roligt placeret på et lukket vænge, i kort gåafstand fra flere legepladser samt Bork Vikingehavn, der er en af egnens populære seværdigheder. I har derudover nem adgang til Bork Havns bymidte, der byder på en dagligvarebutik, flere restauranter og en lille gågade ved havnen. En børnevenlig badestrand og en større surfstrand finder I også her, mens storslået natur breder sig lige udenfor byskiltet. Hvis I har medbragt eller lejet cykler, kan I begive jer ud på den smukkeste tur langs med Ringkøbing Fjord, og alternativt kan I sætte kursen mod vest, indtil I når Nymindegab Strand og Vesterhavet.