Stilfuldt sommerhus i to plan – tæt på Ringkøbing Fjord
Hus-ID: C11638Hvis du gerne vil holde ferie tæt ved vandet, er det oplagt at kigge nærmere på dette stilfuldt indrettede sommerhus i Bork Havn. Det ligger nemlig en særdeles kort gåtur fra byens populære surfstrand, så du kan fylde dagene med SUP, surfing og kajakroning – og fra førstesalens altan har du endda udsigt til fjorden.
Velkommen indenfor
Når du ikke tilbringer tiden i vandkanten, er det herligt at slappe af inden døre i det pænt moderniserede og hyggeligt indrettede sommerhus. I stueplan er der to gode soveværelser og et badeværelse med bruser, men det allerbedste er nu det rummelige køkken: Her er der gode arbejdsforhold, når der skal laves mad, og med brændeovn og en hyggelig spiseplads fungerer det som et skønt samlingspunkt. Når du vil nyde tiden sammen med dine kære, kan I også sætte jer ovenpå, for førstesalen byder på en dejlig stue med et komfortabelt sofahjørne, fladskærms-tv og et stort vinduesparti med glasdør direkte ud til altanen.
Nyd livet udenfor
Sommerhusets sydvestvendte altan er stor og solrig, og med udsigt til områdets grønne trækroner og til fjorden kan den hurtigt blive udnævnt som familiens foretrukne opholdsplads. Det kan dog også være, at I forelsker jer hovedkulds i den ugenerede baghave, der byder på et stort terrassemiljø med delvis overdækning, en velanlagt græsplæne og et gyngestativ til børnene. En del af terrassen er skærmet stort set helt af, så den minder om en havestue, og på en dag eller aften med let brise er det et skønt og fredfyldt sted at slappe af i de komfortable loungemøbler.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Alt ånder fred og ro på den lukkede vej Vester Fælled, og stisystemerne gør det nemt at bevæge sig rundt til fods – uanset om du vil tage børnene med hen på den nærmeste legeplads, eller om du vil hen til stranden for at se surferne boltre sig på Ringkøbing Fjord. Du kan selvfølgelig også selv stævne ud på vandet, eventuelt med hjælp fra Bork Havns lokale surfshop, der udlejer udstyr og tilbyder kurser i forskellige former for vandsport. Byens hyggelige havnemiljø er altid et besøg værd, og hvis du vil udfordre familien i minigolf eller invitere dem med i Bork Vikingehavn, kan det nemt lade sig gøre.
Andre faciliteter
Rum
Afstande
Regler
Inkluderet i prisen
Forsikring inklusiv
Rengøring inklusiv