Stråtækt sommerhus med skøn indretning og fredfyldt naturgrund
Hus-ID: BV351Hvis man slår ordet ’ferieidyl’ op i en ordbog, burde det være et foto af dette stråtækte træsommerhus, der dukkede op. Her på Contortavej 3 i Blåvand får du nemlig hyggestemning og fredfyldt natur for alle pengene – og så ligger det endda i bekvem gåafstand til både stranden og bymidten.
Velkommen indenfor
Med sit smukke stråtag og sin hvide træfacade er arkitekturen klassisk, men det 133 m2 store sommerhus har nu kun stået her på naturgrunden siden 2015. Inden døre byder indretningen på en velfungerende blanding af det tidsløse og det mere moderne, så du er sikker på at bo komfortabelt og samtidig i særdeles stemningsfulde rammer. Med to lækre badeværelser, tre gode soveværelser og en stor hems med ekstra sovepladser kan du nemt invitere familie eller venner med på ferien – og I kan alle glæde jer til at samles til leg, hygge og afslapning i det flotte opholdsrum. Her er der brændeovn til eventuelle kølige dage og et åbent køkken, hvor I kan trylle alle jeres favoritretter frem, og gennem vinduerne kan I nyde det smukke lysindfald og se lige ud på de naturskønne omgivelser.
Nyd livet udenfor
Også ude i det fri er der godt at være, for grunden er stor og naturskøn, så du er omgivet af smukke træer, når du slapper af på en af de gode terrasser eller leger med familien på græsplænen. Områdets vilde fugle synes vist også godt om de fredfyldte omgivelser, og de sidder sikkert klar i trætoppene til at underholde dig med fuglesang, mens du drikker kaffe i solen – og hvis du kigger ud gennem stuevinduet en tidlig morgen, kan det være, at du ser et par rådyr trippe forsigtigt forbi på visit.
Kom tæt på de lokale oplevelser
På den lille Contortavej bor du dejligt uforstyrret, og samtidig tager det ikke mere end et kvarter at spadsere ind til Blåvands bymidte. Her finder du et godt udvalg af spisesteder, specialbutikker og supermarkeder, så du kan både tage ud at spise og købe lækkert ind til måltiderne hjemme i huset. Hvis du vil på stranden, kan du overveje, om du skal smøre en madpakke og tage kølige drikke med – for selvom gåturen ikke er lang, er det højst sandsynligt, at du får lyst til at blive her i timevis for at bade, spille strandspil eller bare sidde med udsigt til Vesterhavet.
Husk, at du altid kan låne trækvogne hos os i Feriepartner Blåvand. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.