Dejligt sommerhus tæt på Ringkøbing Fjord og Bork Havn
Hus-ID: C11027I kommer hurtigt til at føle jer hjemme i dette hyggelige sommerhus, der ligger meget tæt på Ringkøbing Fjord og Bork Havns dejlige badestrand.
Indretning
Et spabad, en brændeovn og en udestue hører alt sammen med til de gode detaljer, der forsøder ferielivet i huset. Spabadet er ikke overraskende placeret på badeværelset, mens brændeovnen er del af interiøret i det store opholdsrum, hvor køkkenet og stuen er forenet. Udestuen ligger i forlængelse af opholdsrummet, så det er nemt at flytte eftermiddagskaffen eller aftensmaden herud, hvis I får lyst til at sidde her og nyde solskinsvejret og udsigten til den grønne have. En entré med vaskemaskine og tre soveværelser med i alt seks sengepladser hører endelig også med til planløsningen.
Udendørs
På den 800 m² store grund er der flere terrasser og hyggelige solkroge at vælge imellem, når I trænger til en tilbagelænet stund i en havestol. Den største terrasse vender mod sydvest og skærmes af læhegn, men I kan for eksempel også finde en dejlig solplet på græsplænen i læ af udhuset og den grønne randbeplantning. Bilen kan I parkere i carporten, og hvis I har små børn med på ferie, kan de få glæde af sandkassen. Desuden findes der hegn, som man kan indhegne noget af grunden med.
Beliggenhed
Hvis I drømmer om at holde ferie tæt på vandet, har sommerhuset den helt rette beliggenhed. Ringkøbing Fjord ligger nemlig bare 200 meter væk, så en gåtur langs med fjorden eller en dukkert fra den lokale badestrand kan nemt blive en tilbagevendende begivenhed hver dag. I Bork Havn er der desuden rig mulighed for at surfe og dyrke andre former for vandsport, og der er også gode fiskemuligheder i lokalområdet. En anden dejlig detalje ved adressen er, at Husfold er en lukket og dermed rolig vej, og på samme tid bor I i kort gåafstand til Bork Havns bymidte og det charmerende havnemiljø.