Lyst og yderst velindrettet sommerhus med spabad, hems og brændeovn
Hus-ID: C11129Velkommen til Bork Hytteby og nærmere bestemt dette skønne sommerhus, der er udstyret med mange herlige detaljer – inklusiv spabad, brændeovn og en solrig træterrasse i baghaven.
Indretning
Sommerhuset er med sine 54 m2 ikke et af de største på markedet – men det betyder bestemt ikke, at man er gået på kompromis med kvaliteten og komforten. Inden døre er hver eneste kvadratmeter nemlig supergodt udnyttet, så I har et veludstyret åbent køkken at kokkerere i, og et bryggers med vaskemaskine er der også fundet plads til. På badeværelset kan I ligefrem slappe af og nyde livet i spabadet, inden hele familien samles i stuen for at tilbringe en hyggelig aften i sofaafdelingen nær brændeovnen. Soveværelser er der to af i huset, og de er begge udstyret med gode dobbeltsenge og garderobeskab. Sidst, men ikke mindst, finder I allerøverst oppe en rummelig hems, der både kan bruges som soveplads og som hyggekrog i løbet af dagen.
Udendørs
Ude i det fri på den velanlagte grund er der et mindre græsareal og en indkørsel foran huset – foruden en delvist overdækket terrasse ved hoveddøren. Trænger I til at sidde og slappe af i en god havestol, er det dog oplagt at flytte om på den anden træterrasse, der både er større og mere solrig, og så ligger den dejligt ugeneret i den sydvendte baghave.
Beliggenhed
I populære og charmerende Bork Hytteby ligger det fine sommerhus på en lille, lukket vej tæt på et grønt fællesareal. Der er kort gåafstand til områdets to legepladser, og I kan også hurtigt gå hen til jollehavnen, der ligger ud til Fahl Å. Fra sommerhuset har I kort afstand til Fahl Kro og Bork Vikingehavn, der begge er hyggelige udflugtsmål for hele familien. Hvis I surfer eller dyrker andre former for vandsport, vil I også nyde at bo tæt på Ringkøbing Fjord og Bork Havns populære surfstrand – og har I mere lyst til at spise is og nyde fjordudsigten i ro og mag, kan I tage hen til byens stemningsfulde havnemiljø. Der er også mulighed for at bade, enten i fjorden eller i Vesterhavet, som venter cirka ti kilometer væk.
Andre faciliteter
Rum
Afstande
Regler
Inkluderet i prisen
Forsikring inklusiv
Rengøring inklusiv