Stor kvalitetslejlighed med fjordudsigt og attraktiv adresse midt i Bork Havn
Hus-ID: C11171En skøn terrasse, to flotte badeværelser og tre lækre sovegemakker er lidt af det, I kan se frem til, når I tilbringer ferien i denne skønne kvalitetslejlighed i Bork Havn. Beliggenheden lige ud til havnen er bestemt også et af plusserne, for fra førstesalen og altanen kan I nyde udsigten over det charmerende havnemiljø og Ringkøbing Fjord.
Indretning
Som det kan forventes af en moderne feriebolig som denne, er der lagt vægt på at skabe nogle flotte og funktionelle rum inden døre. Lejligheden ligger endda i den ene ende af ejendommen, og derfor er der vinduer i sydgavlen og et ekstra godt lysindfald på begge etager. I førstesalens elegante stue er der desuden ovenlysvinduer og store vestvendte vinduer, der giver jer fri udsigt til himlen, fjorden og havnen, når I slapper af nær brændeovnen og hygger jer med madlavningen i den åbne køkkenafdeling. Den velgennemtænkte planløsning består desuden af to badeværelser og tre soveværelser, hvoraf det ene er indrettet med både dobbeltseng og en dobbelt sovesofa – og det gør det muligt at samles op til otte personer til en dejlig og afslappende ferie i flotte rammer.
Udendørs
Foretrækker I at nyde livet udenfor, kan det sagtens lade sig gøre. Til lejligheden hører ikke bare en overdækket terrasse, men også en stor og delvist overdækket altan: De vender begge mod vest, og særligt fra altanen er udsigten helt forrygende. Der er desuden flisebelagte terrasseområder mod øst og syd, så det er nemt at finde en dejlig opholdsplads i solen.
Beliggenhed
Takket være den helt centrale beliggenhed i Bork Havn venter der gode tilbud og aktivitetsmuligheder lige i nærheden. Det lokale lysstøberi ligger lige på den anden side af vejen, og lidt længere nede af Kirkehøjvej ligger et supermarked og Feriepartners kontor, hvor I tilmed kan spille minigolf og leje cykler. Går I den korte tur ned på havnen, kan I hygge jer med at kigge på både, spise is, lege på legepladsen og skue ud over Ringkøbing Fjord, inden I fortsætter hen til byens børnevenlige badestrand eller til surfstranden, hvor man kan surfe og dyrke andre former for vandsport. Bork Vikingehavn og Bork Legeland er også et besøg eller to værd, og tager I udenfor bygrænsen, kan det anbefales at opleve fuglereservatet Tipperne, Skjern Enge og selvfølgelig også Jyllands smukke vestkyst med det mægtige Vesterhav.