Sommerhus i klassisk Fanø-stil bare 150 meter fra stranden
Hus-ID: FAN042Hvis du elsker sommerhuse, der er fulde af sjæl og historisk charme, vil du sikkert forelske dig på stedet i dette stråtækte Fanø-hus, der har stået på Sønderklit 22 lige siden 1930. Stemningen er i top, uanset om du sidder i spisekøkkenet, stuen eller på den overdækkede solterrasse under vinranken – og selvfølgelig også når du står på Fanø Strand, der venter blot en kort gåtur væk.
Velkommen indenfor
Her på adressen er det nemt at drømme sig tilbage til dengang, folk holdt ferie med vandkæmmet hår, tækkeligt badetøj og udelukkende analog underholdning, for husets originale ånd virker stadig intakt. I mellemtiden er rummene selvfølgelig blevet udstyret med moderne hjælpemidler – inklusiv fladskærms-tv og wi-fi-forbindelse såvel som opvaskemaskine i køkkenet – så du kan bo komfortabelt sammen med din familie. Stueplan byder blandt andet på et dejligt spisekøkken og en stilfuld stue med indbygningspejs, mens tre gode soveværelser ligger side om side på førstesalen. Der er desuden to badeværelser i huset, hvoraf det ene på helt klassisk manér er med badekar.
Nyd livet udenfor
Fra køkkenet har du direkte adgang til en østvendt terrasse, så det er oplagt at tage kaffen med ud i dagens første solstråler, hvis du trænger til en stille stund, mens du for alvor vågner. Der ligger derudover en lidt større terrasse på husets sydside, og den er ikke bare aflukket, men også delvist overdækket og godt afskærmet, så den fungerer som en herlig oase – selv på dage med lidt vind og om aftenen, når det føles rart at flytte feriehyggen ind under et halvtag. For at gøre det hele endnu mere idyllisk, snor en vinplante sig under taget, og den må du selvfølgelig gerne hjælpe med at vande, så vinen kan trives mange år endnu i de smukke kystomgivelser.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sommerhuset ligger i bare anden række til den smukke strand, så hvis du får spontan lyst til at hilse på Vesterhavet eller ligefrem tage en dukkert, behøver der ikke at være langt fra tanke til handling. Du kan også hurtigt nå frem til både golfbanen og minigolfbanen i Fanø Bad, og hvis du vil invitere familien ud at spise på det lokale badehotel, kan I gå derhen på cirka syv minutter. Hvis du kan lide at cykle, er det en dejlig måde at komme rundt på– faktisk på hele Fanø, for der er ikke mere end 12 kilometer til den charmerende landsby Sønderho, der ligger i den helt sydlige ende af vadehavsøen.
Vær opmærksom på, at du altid kan låne barnestole og barnesenge hos Feriepartner Fanø. Reserver via bookingen, så det er klar til dig når du ankommer til sommerhuset.