Stort sommerhus i to plan – lige ud til klitterne ved Fanø Bad
Hus-ID: FAN037Omgivelserne er virkelig noget særligt her på Kystvejen 23, hvor dette dejlige sommerhus ligger på en stor klitgrund i første række til Fanø Bads smukke strand. Fra terrassen kan du skue ud over det kuperede landskab med det blå hav i horisonten, og uanset om du vil bade, spille golf eller ud at spise på det lokale badehotel, kan du begive dig af sted til fods.
Velkommen indenfor
Ude fra vejen kunne sommerhuset umiddelbart ligne et helt klassisk træsommerhus til en lille familie. Derfor kan det overraske, når førstegangsbesøgende kommer ind og ser, at der er to hele etager at brede sig på, fordi huset er bygget ind i klitterne. I alt er der 148 m2 inden døre, og takket være de løbende moderniseringsprojekter fremstår alt pænt og indbydende. I stueplan kan I tilbringe en stor del af de fælles hyggestunder i opholdsrummet, hvor stue og køkken er forenet. Her er der udsigt til hav og klitter, og hvis du vil ud for at trække frisk luft, mens du beundrer omgivelserne, kan du åbne døren til husets svalegang. Fra et af etagens to soveværelser har du også havudsigt og direkte adgang til det fri, mens yderligere to soveværelser ligger i underetagen – så alt i alt er der altså flere fordelingsmuligheder, når det er sengetid. Badeværelser er der to af, og det i underetagen er udstyret med en dejlig sauna. Endelig finder du også en stue i det nederste plan, hvor du og dine kære kan slappe helt af nær den knitrende brændeovn.
Nyd livet udenfor
Udearealerne er intet mindre end skønne: Hvem kunne ikke tænke sig at slappe af på en stor klitgrund med fri udsigt til de smukke solnedgange og direkte adgang til stranden? Et skønt terrassemiljø breder sig rundt om stueplan: Mod vest ligger opholdsarealet hævet over klitterne som en overdækket svalegang, og mod syd er et område overdækket og beskyttet af glasvægge, så selv vestenvinden ikke skal stoppe jer for at nyde udelivet. En skærmet terrasse mod nord gemmer sig lidt væk fra vejen, og fra underetagens stue har I direkte adgang til klitterne, hvis du vil sidde roligt i solen og kigge på den bølgende marehalm.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Fra klitgrunden kan du fortsætte videre ud i klitterne og finde den højeste top at beundre solnedgangen fra, hvis ikke du går helt ned på stranden for at bade og lege med familien i sandet. Kystvejen ligger godt tilbagetrukket fra Fanø Bads hovedgade, og alligevel har du nem adgang til alle de lokale aktiviteter, der inkluderer tennisbaner, paddelbaner og to minigolfbaner, foruden Fanø Vesterhavsbads Golfklub, der ligger cirka 150 meter væk. På Kellers Badehotel kan du booke bord på den lækre restaurant, og hvis du sætter kursen ind mod Nordby, kommer du hurtigt til den nærmeste købmand og til Fanø Bryghus.
Vær opmærksom på, at du altid kan låne barnestole og barnesenge hos Feriepartner Fanø. Reserveres via bookingen, så det er klar til dig når du ankommer til sommerhuset.