Stort sommerhus med havudsigt fra altanen – 50 meter fra Tårup Strand
Hus-ID: FY357Kystvej 7 er det helt rette sted, hvis du drømmer om at holde ferie i et stemningsfuldt sommerhus tæt på vandet. Denne feriebolig er nemlig ikke bare rig på kvadratmeter, men er også fuld af original charme, og så ligger den lige ud mod Maemosen og kun 50 meter fra Tårup Strand.
Velkommen indenfor
Når du ikke tilbringer tiden i den grønne baghave eller i strandkanten ud mod Storebælt, er det skønt at slappe af inden døre i det sortmalede træhus, der bærer navnet Torpet. Husets 165 m2 byder blandt andet på et velindrettet køkken, hvor I nemt kan stå flere, hvis madlavningen skal være et fælles hyggeprojekt. I opholdsrummet med spisebord sørger de store vinduespartier for et flot lysindfald fra øst og vest, og stuen, der har brændeovn, bløde siddemøbler og tv med Chromecast, indbyder ligeledes til, at du og familien nyder livet i ro og mag. Fra førstesalen har du adgang til en altan med havudsigt.
Nyd livet udenfor
Udsigten til Storebælt kan være grunden til, at du tager morgenkaffen med op på den østvendte altan, men der er nu også flere andre dejlige opholdspladser at vælge imellem rundt om sommerhuset. For eksempel ligger der en østvendt træterrasse i forlængelse af stuen, mens den grønne baghave byder på en stor og godt afskærmet terrasse mod vest. Den fredfyldte ferieidyl understreges af, at huset ligger som nabo til mosen, og derfor kan du se lige ud på vand, siv og kønne løvtræer, mens du griller aftensmaden med familien eller spiller havespil på græsplænen.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sommerhusområdet ud mod Tårup Strand er roligt, så du får rig mulighed for at lade batterierne op i naturskønne omgivelser. Stranden er så tæt på, at du nemt kan pendulere mellem huset og vandet flere gange om dagen – for eksempel hvis du vil lære børnene at slå smut eller have en dukkert fra den nærmeste badebro. Udsigten over Storebælt er imponerende smuk, og langs med kyststrækningen finder du flere fine fiskespots, hvis du vil prøve lykken med fiskestangen. Kajbjerg Skov, der ligger lidt længere mod nord langs den fynske østkyst, er dejlig at gå tur i, og købstaden Nyborg kan du køre til på et kvarters tid.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Fyn. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.