Skønt feriehus på kæmpe klitgrund 100 meter fra stranden
Hus-ID: 785Normalt må man vælge mellem at holde ferie midt i naturen eller tæt på byen – men her på Engvej 18 får I det bedste fra begge verdener. I dette skønne sommerhus har I nemlig bare fem minutters gang til Hvide Sandes bymidte og omtrent 100 meter til stranden. Derudover ligger huset på en kæmpe klitfredet grund med fri udsigt over det bakkede landskab.
Indendørs
Uanset hvad ferien byder på af oplevelser i Hvide Sande og omegn, er det vigtigt at have en skøn base at vende hjem til efter dagens udflugter. Engvej 18 er virkelig et dejligt sted at bo, for udover den naturskønne udsigt har sommerhuset en indbydende atmosfære, stilfuldt møblement og lækre detaljer som badeværelsets spabad og stuens brændeovn. I stuen kan I sætte jer godt til rette i sofaen foran fladskærmen, med mindre I hellere vil lade tankerne vandre, mens I beundrer klitlandskabet. Et velindrettet køkken ligger i åben forbindelse med stuen, og herfra går turen videre til to gode soveværelser og det førnævnte badeværelse, der foruden spabad er med bruseniche. Kort sagt en skøn base for fire personer – og familiens kæledyr er for øvrigt velkommen.
Udendørs
Terrassen breder sig rundt om huset, så I skal blot flytte havestolen en smule af og til for at følge med solen dagen lang. En del af terrassen er overdækket, og der er rig mulighed for at finde en god solkrog med læ, selv på en efterårsdag med vind fra nordvest. På østsiden af huset er der en lille fiskerenseplads med rindende vand, hvor dagens friskfangede fisk kan renses, inden de skal på grillen. Mod vest kan I nyde den uforstyrrede udsigt over klitterne, mens I indånder frisk havluft og måske ligefrem hører bølgernes brusen – det er ren meditation at sidde her og slappe af!
Beliggenhed
Det er skønt at dase på Engvej 18, men huset ligger nu også perfekt for jer, der trænger til en aktiv ferie. I har kun 100 meter til Vesterhavet og Hvide Sande Sydstrand, der tidligere er kåret som Danmarks bedste badestrand. Stranden byder for øvrigt på et af de bedste bølgespots i Danmark, så hvis I surfer, er I kommet til det helt rette sted. Diverse vandsportsaktiviteter kan også lade sig gøre i Ringkøbing Fjord, og Hvide Sande byder desuden på flere gode fiskepladser ved blandt andet molen og slusen.
GRATIS! Udlån af barnestole og barnesenge. Hvis det er tilladt at have husdyr i huset, har vi også hundesenge til udlån (kan hentes og afleveres hos Feriepartner Hvide Sande)
EL-bil opladning: Tjek oplysningerne på husets faciliteter, om det er tilladt at oplade EL-bilen.