Træsommerhus i Hvide Sande tæt på surf- og vandsportsfaciliteter
Hus-ID: 356Hvis I gerne vil holde ferie tæt på både by og vand, skal I kigge nærmere på dette hyggelige træsommerhus. Her i udkanten af Hvide Sande har I både Vesterhavet og Ringkøbing Fjord i n ærheden, og I bor bare 500 meter fra de bedste surf- og vandsportsfaciliteter på hele Holmsland Klit.
Indendørs
Sommerhusets 87 velindrettede kvadratmeter byder blandt andet på tre gode soveværelser og et brusebadeværelse, der ligger lige ved siden af en sauna. Sidstnævnte er perfekt at have, hvis I kommer hjem fra en surftur på bølgerne eller et køligt dyp i Vesterhavet. Der er vaskesøjle i gangen, og i den ene ende af huset ligger et pænt køkken i åben forbindelse med en dejlig stue. Her er der loft til kip, lyse trælister på væggene, brændeovn og komfortabelt møblement, så rummet indbyder med andre ord til sommerhushygge med brætspil, gode bøger og lækker mad.
Udendørs
En dejlig morgenterrasse ligger øst for huset, og senere på dagen er det skønt at opholde sig på den delvist overdækkede terrasse mod vest. På den kuperede klitgrund er der gode muligheder for at finde læ, og hvis I går op på toppen af klitterne, kan I sætte jer ved bord-bænkesættet for at nyde udsigten over Holmsland Klit ud mod Ringkøbing Fjord.
Beliggenhed
Hvis I drømmer om at bo tæt på vandet, er I kommet til det helt rette sted, for sommerhuset ligger på en lille sidevej i gåafstand til både Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Er I til surfing, SUP og kajakroning, er det perfekt at bo så tæt på Westwind Nord, der er et fantastisk surfspot. Her finder I også Hvide Sandes kabelpark, hvor både børn og voksne kan have det sjovt med vandski og wakeboard. Der er for øvrigt gode fiskemuligheder på egnen – blandt andet ved slusen i Hvide Sande, hvor fiskerne især stimler sammen, når det er sildesæson. Sommerhusets gode beliggenhed i udkanten af Hvide Sande giver jer nem adgang til diverse indkøbsmuligheder, og I kommer også hurtigt ind til den hyggelige bymidte, hvor I finder et godt udvalg af specialbutikker, røgerier og lækre restauranter.
GRATIS! Udlån af barnestole og barnesenge. Hvis det er tilladt at have husdyr i huset, har vi også hundesenge til udlån (kan hentes og afleveres hos Feriepartner Hvide Sande)
EL-bil opladning: Tjek oplysningerne på husets faciliteter, om det er tilladt at oplade EL-bilen.