Flot renoveret sommerhus på lukket sidevej i Hvide Sande
Hus-ID: 8808Livadiavej 32 er det helt rette sted at holde ferie, hvis du gerne vil bo centralt i Hvide Sande – tæt på Vesterhavet, et godt surfspot og fiskerbyens spændende havnemiljø. Der er nok at se og opleve i byen og på hele Holmsland Klit, men når du ikke har travlt med at nyde livet ved den jyske vestkyst, er det skønt at slappe af i sommerhuset, der er blevet totalrenoveret i 2024.
Velkommen indenfor
Sommerhuset er et rigtigt byhus med gedigen murstensfacade og hele 124 m2 inden døre. Planløsningen, der blandt andet byder på tre gode soveværelser og et pænt brusebadeværelse, passer godt til seks personer, og selv når der er fuldt hus, har du og dine kære god plads til at samles i opholdsafdelingen. De af jer, der har køkkentjansen, får gode arbejdsforhold i det u-formede, åbne køkken, og lige i nærheden står et spisebord, der giver jer en hyggelig ramme om både måltider, brætspil og gode samtaler. I stuen er der sofa og bløde lænestole, så alle kan sidde komfortabelt – eventuelt med en god film på fladskærms-tv’et, hvis I er i humør til filmisk underholdning.
Nyd livet udenfor
På grunden er der både en flisebelagt indkørsel og en garage til bilen, og derudover omsluttes huset af en dejlig, grøn græsplæne med plads til leg, boldspil og afslapning. Trænger du til at læne dig tilbage i en liggestol, kan du også slå dig ned på den solrige terrasse, der ligger mod sydvest i et læfyldt hjørne ved huset. Havedøren gør det nemt at smutte ind i køkkenet, hvis du trænger til at fylde kaffekoppen op eller hente is til børnene i fryseren – og om aftenen kan du for øvrigt flytte madlavningen udenfor, hvis du tænder op i grillen og dækker havebordet smukt.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Livadiavej ender blindt, og fra huset er der ikke mere end 150 meter hen til klitterne, der markerer overgangen fra byen og til vestkystens vilde natur. Hvide Sande Nordstrand venter få hundrede meter væk, og Ringkøbing Fjord kan du også nå på en kort gåtur. Er du vild med vandsport, eller vil du bare gerne prøve nogle nye aktiviteter, kan du tage hen til byens kabelpark og til Westwind Nord, for at stå på vandski, få et kursus i windsurfing eller noget helt tredje. Foretrækker du en rolig stund med fiskestangen, er der mange gode fiskespots omkring Hvide Sandes havn, blandt andet ved byens store afvandingssluse. Butikker og spisesteder finder du et glimrende udvalg af i byen, og for eksempel har du mindre end 500 meter til det nærmeste supermarked.
GRATIS! Udlån af barnestole og barnesenge. (kan afhentes og afleveres hos Feriepartner Hvide Sande, Nørregade 2B).
EL-bil opladning: Tjek oplysningerne på husets faciliteter, om det er tilladt at oplade EL-bilen.