Dejligt sommerhus på lukket vej i Thorup Strand
Hus-ID: JB137Dette sommerhus er ikke bare pænt og velholdt, men også virkelig hyggeligt indrettet – og så ligger det skønt placeret i Thorup Strand på en lille lukket vej. Kort sagt en herlig base for jeres næste ferie.
Velkommen indenfor
Da sommerhuset blev renoveret i 2019, gik man grundigt til værks i blandt andet opholdsrummet, hvor køkken og stuen er forenet. I har derfor en lækker og veludstyret arbejdsstation, når der skal kokkereres – uanset om I hurtigt smækker et feriemåltid sammen eller hygger jer længe med at bage og brase. Rummet fremstår i det hele taget lyst og indbydende og er indrettet med både brændeovn og stort fladskærms-TV, så I kan slappe af med en god film i varmen. Planløsningen byder derudover på en entré med vaskemaskine, et badeværelse, et gæstetoilet og tre soveværelser med i alt seks sengepladser. Sidst, men ikke mindst, er der et ekstra værelse med sovesofa og TV, der fungerer perfekt som ramme om børnenes leg eller en middagslur på langs.
Nyd livet udenfor
Middagsluren og andre afslapningsstunder kan også foregå ude i det fri på den 1098 m2 store grund. Her er der to terrasser at vælge imellem, hvoraf den ene er delvist overdækket, og begge ligger godt orienteret i forhold til solen. Mens I læner jer tilbage og nyder freden, kan I samtidig nyde udsigten til den grønne beplantning, der omkranser græsplænen. Til de yngste familiemedlemmer er der for øvrigt gynger til rådighed, mens bilen kan parkeres trygt i carporten.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Den ugenerede beliggenhed på den lukkede Markstien vil både store og små sætte pris på. Det er samtidig fantastisk at bo så tæt på Thorup Strands landingsplads, for efter en gåtur på blot 300 meter kan I stå og skue ud over Vesterhavet og den smukke strand, hvor fiskekutterne kommer ind med dagens friske fangst. Særdeles tæt på sommerhuset venter også Vester Thorup Klitplantage, hvor I kan lege på skovlegepladsen eller begive jer på tur til fods eller cykel ad skovens velanlagte stier. Hvis I tager bilen, kan I hurtigt køre til fuglebjerget Bulbjerg eller til det nu genåbnede Svinkløv Badehotel for at drikke kaffe og spise kage efter en dukkert i havet.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Jammerbugt. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.