Stort og skønt sommerhus med spa og sauna
Hus-ID: JB126Der er god plads til hele familien og masser af ferieaktiviteter i dette moderne sommerhus i Thorup Strand. Det velindrettede hus kan nemlig huse 10 personer, og så er det ovenikøbet indrettet med lækre livsnyderdetaljer som spa og sauna.
Velkommen indenfor
En af de skønne detaljer er gulvvarmen, som er installeret i hele huset. Det bidrager til den behagelige rumfornemmelse, og med brændeovnen som hyggeskabende supplement kan huset sagtens anvendes hele året rundt. På kølige årstider føles det velgørende med et spabad og en tur i saunaen efter en gåtur langs Vesterhavet – og begge dele kan man nu også sagtens have lyst til på en dansk sommerdag. På praktisk vis byder planløsningen på to badeværelser, hvilket er rart, hvis I er mange samlet. Et af de fire soveværelser byder på to køjesenge, mens de øvrige tre sovegemakker hver især har plads til to personer. Endelig er der opholdsrummet, som er lyst og indbydende med store vinduespartier, en veludstyret køkkenafdeling, langbord og en rummelig tv-krog med komfortable siddemøbler.
Nyd livet udenfor
Når solen skinner, kan I åbne havedørene op på vid gab og invitere havens sommerlige dufte indenfor. I kan også rykke ferielivet ud på terrassen, som breder sig syd og vest for huset. En del af terrassen er overdækket, og der er desuden mulighed for at slå parasollen op, hvis I foretrækker at spise frokost i skyggen. Med sine 1200 m2 er grunden stor, og den tætte beplantning, der omkranser græsplænen, sørger for, at I kan opholde jer helt ugeneret midt i det grønne.
Kom tæt på de lokale oplevelser
I kommer til at bo for enden af en lille, lukket stikvej på Tyttebærstien. Fra den hyggelige sommerhusvej er der cirka en kilometer til Thorup Strand, som stadig er et aktivt fiskerleje. Nede ved stranden ligger Thorupstrand Fiskehus, hvor I kan købe friskfanget fisk til hjemmemåltidet og lækre fiskeretter, som kan nydes ved de udendørs borde. Får I lyst til en vandretur i naturskønne omgivelser, er en skovtur i den nærliggende Vester Thorup Plantage oplagt. I kan også tage en smule længere væk