Rummeligt og velindrettet sommerhus få minutter fra Vesterhavet
Hus-ID: JB210Her får I et komfortabelt og rummeligt sommerhus med skøn have i kort gåafstand fra den smukke Thorup Strand – et godt valg for jer, der drømmer om at holde ferie i fredfyldte og naturskønne rammer.
Velkommen indenfor
Med fire soverum, to badeværelser og et stort, lyst opholdsmiljø er der plads til den store familie eller til flere vennepar, der vil holde ferie sammen. Der er en dejlig oplevelse af lys og luft i huset, og det lyse træ på vægge og lofter er med til at sætte den helt rigtige sommerhusstemning. Vinduespartier mod både syd og vest bringer naturligt lys ind i det store opholdsrum, som også er udstyret med brændeovn. Køkkenet er veludstyret og ligger i åben forbindelse med stuen. Herudover er der to værelser med dobbeltseng, et værelse med køjeseng og et værelse med enkeltseng – og i tillæg hertil får I en hyggelig alkove. Det største af badeværelserne er udstyret med en herlig hjørnespa, som tilfører et ekstra strejf af luksus.
Nyd livet udenfor
Huset ligger og putter sig på en fredelig grund, som omkranses af høje træer. Her får I det helt for jer selv, og i haven er der en lille græsplæne og gyngestativ til familiens yngste. De store terrasser langs husets facade byder på masser af plads til både hyggelige frokoster og lange dasedage med en god krimi. Da der er terrasser mod flere verdenshjørner, kan I altid finde en krog med læ eller sol efter behov, og en del af terrassen er sågar overdækket, så I kan spise ude, selvom det skulle dryppe lidt fra oven.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Der er en helt særlig atmosfære på Thorup Strand, hvor fiskekutterne stadig trækkes op på land på traditionel vis. Her kan I gå lange ture langs kysten eller tage en forfriskende dukkert i det smukke Vesterhav. Ved det gamle fiskerleje kan I også købe friskfangede rødspætter og torsk eller smage på nogle af de lokale delikatesser. Der er mange gode naturoplevelser i nærområdet, og I kan eksempelvis besøge Fosdalen, Svinklovene, fuglefjeldet Bulbjerg eller de store klitplantager. Er der børn med på turen, kan vi anbefale en dagstur til Fårup Sommerland, som byder på masser af underholdning for store og små.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Jammerbugt. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.