Lyst og hyggeligt sommerhus nær Løkken by og strand
Hus-ID: LK2053I bunden en lukket vej står dette fine sommerhus og byder dig velkommen til en skøn ferie. Selvom adressen er dejligt tilbagetrukket, har du nem adgang til både byens og strandens glæder, for der er ikke meget mere end 300 meter til Vesterhavet, og på en kort gåtur kan du være fremme ved Løkkens hyggelige centrum.
Velkommen indenfor
Sommerhusets rum har et lyst og indbydende indtryk – det gælder både de tre soveværelser, badeværelset og entréen, men især opholdsrummet, hvor stuen og køkkenet er forenet. En halvmur skærmer køkkenet af, så alt efter humøret kan du stå og hygge dig med madlavningen i dine egne tanker eller hyggesnakke med resten af selskabet. Spisebordet er et oplagt samlingspunkt, hvis ikke det er sofaen, der inviterer til en tilbagelænet stund med en spændende film og en stak magasiner at bladre i. Og hvis solskinnet ser alt for tillokkende ud, kan du i stedet åbne terrassedøren og flytte driverlivet ud i det fri.
Nyd livet udenfor
På den hyggelige naturgrund er der flere dejlige opholdspladser at vælge imellem, så der er god chance for at finde en solstråle at drikke kaffe eller spise frokost i. Når aftenen nærmer sig, er det måske græsplænen på vestsiden af huset, der skal danne rammen om familiehyggen – og der er også mulighed for at sidde under overdækningen på den sydvendte terrasse, hvor I kan finde både læ og ly for duggen. Grunden ligger lavt i det kuperede landskab, og takket være hybenbuskene og en skærmende vold ud mod vejen føles det nærmest som at bo i en gryde i klitterne.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Fra Septembervej kan du følge en sti op over klitterne, og efter en kort gåtur står du med fri panoramaudsigt over kysten og havet. Om sommeren står Løkkens klassiske hvide badehuse på række på denne centrale del af stranden, og året rundt viser Vesterhavet sig fra nye, smukke sider – så det er altid en oplevelse at komme ud for at se, om vandet er spejlblankt, eller om der er skum på bølgetoppene. Ikke bare badeture, men også lystfiskeri, surfing og cykling er populære aktiviteter på egnen, og hvis du bliver sulten bagefter alle oplevelserne i den friske luft, bor du dejligt tæt på alle Løkkens restauranter, caféer og ishuse.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Løkken. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.