Totalrenoveret sommerhus med shelter og rolig adresse i Nr. Lyngby
Hus-ID: LK2030Hvalrosvej 7 i Nr. Lyngby er det helt rette sommerhus for dig, der gerne vil holde ferie i lyse og moderne omgivelser. Huset er nemlig i øjeblikket i gang med at blive totalrenoveret, og når det står klart, bliver det en skøn base med indbydende møblement, brændeovn i stuen og både shelter og vildmarksbad på den store naturgrund.
Velkommen indenfor
Uanset årstiden og dine drømme for ferien, kan du se frem til nogle dejlige dage i det flot moderniserede sommerhus. Hvis du mest af alt trænger til at slappe af i en god sofa, kan du glæde dig til at flade ud i stuen – eventuelt med ild i brændeovnen og duften af nybagte boller fra det åbne køkken. Hyggestunderne kan også foregå i den tilstødende udestue, der fungerer som en fin mellemstation, hvis det ikke er varmt nok til at sidde helt udenfor. Soveværelser har huset tre af, og derudover er der ekstra madrasser på hemsen, så i alt kan der være seks voksne og to børn.
Nyd livet udenfor
På de dage, hvor du allerhelst vil være ude i det fri, kan du udfolde ferielivet fri på den 2822 m2 store naturgrund. Omkring sommerhuset er der terrasser, hvor du kan sidde helt roligt med en god kop kaffe, få en siesta i liggestolene eller samles med familien for at grille og nyde solen. Du kan også vise de andre dine evner, når I spiller vikingespil eller kaster med frisbee på græsplænen, og børnene kan få en gyngetur eller lege i shelteret. Sidstnævnte kan endda også bruges til overnatning, hvis du gerne vil vågne op til fuglesang og lyse farvetoner på sommerhimlen.
Kom tæt på de lokale oplevelser
På den lukkede Hvalrosvej bor du i fredfyldte omgivelser. Vejen ligger i udkanten af Nr. Lyngby, så hvis du vil på cykeltur i det åbne marklandskab, kan det nemt lade sig gøre. Samtidig kommer du også hurtigt ud til kysten: På mindre end ti minutter kan du gå hen til den stejle klint, hvorfra du har en fantastisk udsigt over Vesterhavet, og enten via en trappe eller byens nedkørsel kommer du helt ned til byens dejlige strand. Fredelige Nr. Lyngby ligger lige nord for Løkken, så et besøg i den populære badeby kan også komme på programmet – uanset om du vil ud på golfbanen, invitere familien i Action House eller bare daske rundt i de stemningsfulde gader.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Løkken. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.