Luksussommerhus med fine faciliteter
Hus-ID: LK780Luksussommerhus med kun 350 m til vandet og mulighed for mange sjove timer både inde og ude
Et sommerhus for den aktive familie, som ønsker at få mange gode oplevelser sammen; børn som voksne vil elske det tilhørende poolrum med bassin og spabad.
Indretning
Sommerhuset er flot renoveret og opført med kvalitet som nøgleord, og man fornemmer fint, at ejerne har sat deres personlige præg på indretningen. Overalt er gode og pæne møbler og moderne faciliteter, eks. gratis og trådløst internet. Det store og åbne opholdsrum med køkken, spisebord og stue, er centralt placeret og vil hurtigt blive familiens samlingspunkt. I stuen er et hyggeligt sofaarrangement med mange siddepladser, her kan man bruge de kølige aftener foran tv’et eller med en god bog i varmen fra brændeovnen. Derudover rummer huset to badeværelser, fire værelser, to hemse og har direkte udgang til to terrasser. Børnefamilier vil sætte pris på opvaskemaskine, vaskemaskine, tørretumbler og seng og stol til de mindste. Alt i alt et velegnet og funktionelt sommerhus til en uforglemmelig familieferie i det nordjyske.
Poolrum
Fra stuen er der adgang til sommerhusets poolrum. Et dejligt rum med masser af lys og udsigt til haven fra de store vinduer. Bassinet er 19m2 stort med masser af plads til plask og leg, og når vandet begynder at føles lidt koldt, kan man gå i den varme sauna i det tilhørende badeværelse. Til de voksne anbefaler vi at fylde spabadet op og få løsnet musklerne efter en lang dag ved stranden eller i skoven.
Udendørs
På den store naturgrund er der næsten garanti for et sjovt udendørsliv, med legehus, sandkasse, gynge og trampolin er alle muligheder i hvert fald til stede. Sommerhuset ligger godt i læ fra de høje træer, som omgiver det meste af grunden, og solen kan nydes fra de to terrasser; den ene i det sydøstlige hjørne har en overdækket del, og den anden østvendte er ideel til morgenkaffen.
Beliggenhed
Grønhøj er et dejligt roligt og fredfyldt område mellem de større turistbyer Løkken og Blokhus. Her er en skøn natur, og det er derfor oplagt med nogle lange traveture i det bakkede landskab; tag f.eks. turen til det fredede Lille Norge eller udsigtspunktet ved Guldagerhøj, hvor man belønnes med det smukkeste skue over Jammerbugten. Et stenkast fra huset er Grønhøj Strand, som er en af de smukkeste i hele Nordjylland, her er også masser af små gryder i klitterne, hvor man kan slikke sol helt uforstyrret. Tæt på er også Grønhøj Strand Feriecenter, hvor der er mulighed for at spille minigolf og tennis og prøve lykken i spillehalen. Desuden ligger Grønhøj centralt for mange udflugtsmål i hele Nordjylland, fra Faarup Sommerland et par kilometer væk til en lidt længere køretur til Skagen i nord.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres på det nærmeste Feriepartner-bureau).