Lækkert poolhus 70 meter fra stranden i Skallerup
Hus-ID: LN1802Lækkert poolhus 70 meter fra stranden i Skallerup
Nyd naturen fra allernærmeste hold i dette eksklusive poolhus, der ligger smukt placeret i det flotte landskab ved Skallerup Klit – blot 70 meter fra Vesterhavets brusende bølger.
Indretning
Der er masser af moderne komfort og lækre detaljer i huset, der har fire soverum og plads til otte personer. Lyset strømmer ind gennem de mange vinduespartier, og loft til kip understøtter oplevelsen af lys og luft. De naturskønne omgivelser sættes smukt i scene, og fra både pool, køkken-alrum og stue kan man nyde den enestående udsigt til vandet og den fri natur. Køkkenet er udstyret med lækre hvidevarer og giver optimale betingelser for de kulinariske udfoldelser. Maden kan serveres ved det store spisebord, og aftenstunden kan tilbringes i brændeovnens skær i de bløde møbler.
Udendørs
Huset har en unik placering på en 3.000 m2 stor naturgrund. Her får I Vesterhavet helt tæt på, og I kan nyde den friske, salte havluft fra husets dejlige terrasser. Der er terrasser hele vejen rundt om huset, så der er rig mulighed for at søge sol, skygge eller læ efter behov. Her kan man sidde i timevis og kigge ud over det bølgende landskab, der skifter farve og karakter, som dagen skrider frem. Og når aftenen falder på, kan I servere aftensmaden på den store terrasse med havet som bagtæppe – meget bedre bliver det ikke.
Beliggenhed
Med så kort afstand til vandet, er badeture i Vesterhavet ingen sag – I behøver nærmest blot slå et håndklæde om livet og gå de få skridt ned til vandkanten. Hvis I vil på hyggelige udflugter i lokalområdet, kan I eksempelvis tage til Lønstrup, som er kendt for sine gallerier og glaspusterier, eller den imponerende vandreklit Rubjerg Knude. I Skallerup Seaside Resort, som ligger i kort gåafstand fra huset, er der blandt andet vandland, wellness, restaurant og bowlingcenter.