Stilfuldt sommerhus med store panoramavinduer
Hus-ID: LN1823Stilfuldt sommerhus med store panoramavinduer
Glæd jer til at holde ferie her! Dette sommerhus er flot renoveret og stilfuldt indrettet, og så har det en skøn udsigt mod havet og Lønstrups stejle kyststrækning.
Indretning
Der blev gået grundigt til værks, da sommerhuset blev moderniseret i 2019. Indretningen er lækker og smagfuld – men på den neddæmpede måde, så rummene stadig emmer af hygge og ægte sommerhuscharme. Alle rum præsenterer sig godt, for æstetikken er mindst lige så tiltalende på badeværelset og de to soveværelser som i husets store opholdsrum. Her i rummet, hvor stue og køkken er forenet, er der indfaldslys fra tre verdenshjørner, og udsigten er imponerende: Ved spisebordet vender de store panoramavinduer lige ud mod havet og de stejle skrænter, der ligger blot 150 meter fra huset, og sætter I jer i sofaafdelingen, kan I nyde det flotte syn af Rubjerg Knude Fyr gennem det smalle, sydvendte vindue.
Udendørs
På solrige sommerdage er den flotte træterrasse et sikkert hit: Den smyger sig rundt om flere sider af sommerhuset, og der er både åbne, overdækkede og afskærmede områder at vælge imellem. En del af terrassen er lukket helt af, så den fungerer nærmest som en udestue og er derfor perfekt til lyse sommeraftener og solrige forårsdage.
Beliggenhed
I al slags vejr og på alle årstider er det en stor oplevelse at holde ferie så tæt på Vesterhavet. Den lukkede vej Bredningen fører lige hen til de stejle klinter, der skiller Lønstrup by fra stranden, og udsigten heroppefra er forrygende. Går I helt ned på stranden, kan I bade, slå smut og trave langs med høfderne – for eksempel hen til den gamle landingsplads, hvor I måske kan prøve at få en fisk på krogen. Vil I hellere købe jer til aftensmaden, er der flere gode spisesteder i Lønstrup, der også byder på et spændende kunstnermiljø med mange gallerier og butikker med lokal kunsthåndværk.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres på det nærmeste Feriepartner-bureau).