Lyst sommerhus med smuk havudsigt og skøn adresse i Lønstrup
Hus-ID: LN1997Hvis hyggestemning , rolige rammer og flotte naturomgivelser står højt på ønskelisten, når du skal vælge et feriehus til familien, skal du endelig se nærmere på dette dejlige sommerhus i Lønstrup. Det har nemlig en skøn atmosfære inden døre og ligger med dejlig udsigt til Vesterhavet – og når du vil ud i den friske luft, venter det skønneste landskab stort set lige udenfor døren.
Velkommen indenfor
Sommerhuset er et lyst og velholdt eksemplar, der har ligget for enden af den lukkede Hybenvej siden 2007. Inden døre er farvetonerne lette og lyse, og det pæne interiør sørger for, at du og dine kære kan få det særdeles komfortabelt – uanset om I hygger jer sammen eller tager en time hver for sig med bøger, strikketøj eller leg på hemsen. Netop hemsen kan også bruges til overnatning, og på den måde er den et glimrende supplement til sommerhusets to soveværelser. Stuens sofaarrangement er perfekt placeret nær brændeovnen og med udsyn til det naturskønne landskab, mens køkkenet har en dejlig spiseplads, som ikke bare egner sig godt som samlingspunkt for måltider, men også brætspil, krydsogtværser og kaffeslabberaser.
Nyd livet udenfor
Både fra stuen, køkkenet og det ene soveværelse har du direkte adgang til terrassemiljøet, der smyger sig rundt om sommerhuset, så med andre ord er det nemt at smutte ud, så snart solen viser sig på himlen. Den lukkede terrasse mod syd kan sikkert hurtigt blive kåret som din favoritplads, men det er nu også skønt at sidde på et af terrasseområderne, hvor du kan se ud på havet, mens du får en kølig forfriskning eller holder i hånd med din bedre halvdel. På grunden er der sandkasse til børnene, og der er også en god græsplæne at lege på, hvis I ikke begiver jer ud for at nyde livet i den fri natur.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sommerhuset ligger skønt placeret i bunden af Hybenvej – kun 300 meter fra stranden og Vesterhavet, som kan nås direkte via en sti. Fra grunden kan du også følge stianlægget direkte ud i det grønne: Du skal bare tage naturtrappen ned til broen og krydse bækken, og så er du godt på vej ud i det store, naturskønne område, der breder sig 200 meter fra huset. I Lønstrup by har du alt, hvad hjertet kan begære af spisesteder, lige fra fristende iscaféer til gourmetrestauranten Villa Vest, der har fået en eftertragtet michelinstjerne. Den stemningsfulde kystby er kendt for sine mange gallerier, butikker med kunsthåndværk og åbne kunstnerværksteder, og lidt længere nede langs med kysten knejser Rubjerg Knude Fyr over det spektakulære kystlandskab. Lægger vejret op til indendørs aktiviteter, er der kun tre kilometer til Skallerup Seaside Resort, der har badeland, wellness, bowling og idrætshal.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Lønstrup. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.