Dejligt sommerhus i første række – storslået udsigt over Limfjorden
Hus-ID: LF18110På Agerøvej 13 i Amtoft bor du som nabo til Limfjorden, og du kan ligefrem nyde den storslåede udsigt over vandet fra både stuen og terrassen. Så læn dig endelig tilbage, mens sejlbådene glider forbi, og færgen krydser mellem Mors og Thy i horisonten. I disse idylliske omgivelser, hvor sommerhushygge og naturoplevelser går hånd i hånd, venter en ferieoplevelse ud over det sædvanlige – fuld af ro, afslapning og nærvær.
Velkommen indenfor
Inden døre er sommerhuset indrettet med fokus på hygge og komfort. Et tosidet køkken ligger i åben forbindelse med stuen, som er et stort og skønt opholdsrum med flere indbydende opholdspladser og en vidunderlig udsigt over vandet. Spisebordet er et dejligt sted at slå sig ned, hvis ikke du hellere vil slænge dig i et af sofahjørnerne – og hvis du tænder op i brændeovnen og finder brætspil eller gode bøger frem, er det fristende at blive hængende i timevis. Et badeværelse med bruser ligger lige ved entréen, og når det er sengetid, har du og din familie fire gode soveværelser at fordele jer på.
Nyd livet udenfor
Træterrassen, der breder sig mod syd og øst, er noget helt særligt, for den er ikke bare stor, men byder også på den skønneste udsigt over vandet. Der venter også andre terrasser og uforstyrrede lækroge rundt om huset, og hvis de yngste feriegæster trænger til lidt underholdning, er der både gynge og sandkasse at hygge sig med. Hele familien kan udfordre hinanden på petanquebanen, og hvis en af jer har været ude med fiskestangen og har fået bid, er det rart, at der står et praktisk fiskerensebord med vand og håndvask i forlængelse af den overdækkede terrasse.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Amtoft ligger i et naturskønt landskab ud mod Limfjorden: Her venter vandet få meter fra din dør, og hvis du vil på cykeludflugt på fredfyldte landeveje eller gå tur i Østerild Plantage, kan det oplagt lade sig gøre. Vejlerne, der er Nordeuropas største fuglereservat, er et paradis for både fugle og fugleentusiaster, og er du vild med vandaktiviteter, får du rig mulighed for at surfe, fiske og bade på egnen. Lild Strand og Bulbjerg er hyggelige udflugtsmål, når du vil opleve Vesterhavet, og hvis det er fjorden, du vil se nærmere på, kan du fra Amtoft Færgehavn tage den lille Feggesundfærge over til Mors. Der er nu også god grund til bare at blive i Amtoft, der har badestrand, legeplads, købmand og en hyggelig lystbådehavn.