Hyggeligt sommerhus for enden af lukket vej
Hus-ID: LK2055Hvis du drømmer om at holde ferie i et klassisk sommerhus i rolige og naturskønne omgivelser, behøver du ikke at være på udkig længere. Dette rødmalede træhus har en skøn atmosfære og en hyggelig indretning, og så ligger det på en stor naturgrund for enden af den lukkede Dagmarvej lidt syd for feriebyen Løkken.
Velkommen indenfor
Efter den seneste renovering fremstår sommerhusets rum lyse og pæne – så du befinder dig i dejlige rammer, lige fra du slår øjnene op om morgenen på et af de to soveværelser. Brusebadet kan foregå på det rummelige badeværelse, og bagefter kan du gå i gang i det åbne køkken med at brygge kaffe eller måske ligefrem diske op med en fyldig brunch. Skal dagen ikke bruges ude i Løkken og omegn, men hjemme i huset, kan du tænde op i brændeovnen og tage strikketøjet og dine medbragte magasiner frem, og hvis fladskærms-tv’et skal sørge for underholdningen, kan du læne dig tilbage i sofaen og finde noget godt at streame.
Nyd livet udenfor
En dejlig træterrasse ligger i forlængelse af stuen, og den er udstyret med et hegn mod nord og vest, som skærmer af ud mod den lille vej og giver læ, hvis der kommer en brise fra havet. Har du børn med på ferie, vil de sikkert elske, at der er en trampolin på grunden – og de voksne vil sikkert også blive glade, for takket være den skulle der gerne være tid til at tage en ekstra kop kaffe i solen, mens ungerne brænder energi af. Naturgrunden er stor, så her er der god plads til at lege, også med hunden, hvis du har medbragt sådan én. Og hele familien, inklusiv de firbenede medlemmer, vil sikkert nyde freden og roen her i bunden af den lukkede vej.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Fra Dagmarvej har du kun en kort gåtur ud mod kysten, hvor Løkkens hvide sandstrand strækker sig, så langt øjet rækker. Udsigten over Vesterhavet er betagende, uanset om du står på en klittop eller lige i vandkanten, og efter en havfrisk dukkert eller en lang gåtur med lyden af bølgebrus i ørene, er det nemt at finde ro i både krop og sind. Skal der mere end terrasseafslapning og strandture på programmet, er det rart at bo bare tre kilometer fra Løkkens hyggelige midte og med nem adgang til både Løkken Golfklub og forlystelsesparken Action House.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Løkken. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.
Andre faciliteter
Rum
Afstande
Regler
Inkluderet i prisen
Rengøring inklusiv
Forsikring inklusiv