Sommerhus LN1938, Tornby Strand, til 8 personer og 2 husdyr
Hus-ID: LN1938Badehotelstemning, havudsigt og bare 150 meter til stranden
Det emmer af badehusstemning, når du træder ind i dette nyrestaurerede sommerhus med dets malede trægulve, paneler, tapet og møbler. Huset ligger i bunden af en lukket vej, og kysten er så tæt på, at solnedgangen i Vesterhavet kan nydes direkte fra stuen eller terrassen. På den store klitgrund er fasaner og rådyr hyppige gæster. Kort sagt er sommerhuset på Kranken 9 ved Tornby Strand den rene idyl.
Velkommen indenfor
Idyllen understreges af husets indretning, der er holdt i den omkringliggende naturs lyse farver, og alt, lige fra det nye retrokøkken til møbler og service er nøje udvalgt. De store vinduer og terrassedøre udvisker skellet mellem ude og inde og giver rig mulighed for at studere såvel klitter som havet og dets farveskift. Det store opholdsrum med en skøn hjørnesofa indbyder til, at du og dine kære kan samles om madlavningen, slappe af foran brændeovnen med brætspil, bøger eller en god film på fladskærms-tv’et. Du kan også sætte dig ved skrivebordet med udsigt over havet for at notere ferieminderne ned. Udover opholdsrummet finder du et pænt brusebadeværelse inden døre såvel som et fordelingsrum med kombivaskemaskine, en ”udestue” og tre soveværelse med i alt 8 sovepladser.
Nyd livet udenfor
Et skønt terrassemiljø breder sig rundt om sommerhuset, så det er nemt at finde den helt rette opholdsplads, uanset om du trænger til sol eller skygge. Morgen- og formiddagssolen kan nydes fra det østvendte gårdmiljø, mens den vestlige terrasse byder på havudsigt og er et skønt sted at være, hvis du er til eftermiddagssol – og det er også det helt rette sted at være, når solen går ned og begynder at farve himlen og vandet i de smukkeste orangerøde nuancer.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Fra den lukkede vej kan du følge en sti lige til Tornby Strand, der venter bare 150 meter væk. Vil du ikke bade eller spille strandspil, kan du blive i klitterne, hvorfra du kan se både Rubjerg Knude Fyr og Hirtshals Fyr. Du kan også følge stierne på en dejlig gåtur – for eksempel til Hirtshals Fyr for at opleve de jævnlige kunstudstillinger eller beundre panoramaudsigten fra toppen. Bymidten i Hirtshals kan du køre til på fem minutter. Vil du besøge Nordsøen Oceanarium med dets berømte klumpfisk, Tornby Klitplantage med dens anlagte gå-, løbe- og mountainbikeruter eller Tornby Gammel Købmandsgård, er det hele indenfor cirka fem minutters køretid.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Lønstrup. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.