Velistandsat sommerhus med vildmarksbad – tæt på by og strand
Hus-ID: LN1994Hvis du trænger til en afslappende ferie i charmerende og naturskønne rammer, er Lønstrup den helt rette feriedestination. Og netop dette sommerhus har en dejlig indretning og byder på et herligt udemiljø med vildmarksbad, og så ligger det ovenikøbet på en lukket vej tæt på både by og strand. Kort sagt får du rig mulighed for at slappe af og nyde livet på Stenurtvej 4!
Velkommen indenfor
Inde bag den hvide murstensfacade er der godt at være, for alle rum har en god størrelse og en rar atmosfære. De to soveværelser indbyder til, at du og dine kære kan få en god nattesøvn, og badeværelset er udstyret med rainshower, så I kan få et dejligt morgenbad, når det er tid til at komme ud af dynerne. I det moderne køkken er der masser af plads til at brygge kaffe, riste brød og finde lækkerier frem fra køleskabet, og spisebordet inviterer til, at I bliver længe siddende for at spise og hyggesnakke. I stuen kan du tænde op i brændeovnen, hvis vejret og årstiden lægger op til det, og når solen viser sig på himlen, gør havedørene det nemt at smutte ud i det fri.
Nyd livet udenfor
Den dejlige naturgrund måler 1556 m2, så der er godt med plads til leg, hygge og afslapning under åben himmel. Den udendørs bruser gør det nemt at skylle sand og saltvand af kroppen, når du vender hjem fra strandturen, og hvis du trænger til at koble helt af, er det herligt at have et vildmarksbad på terrassen – tænk, hvor skønt det kan være at sidde i det varme vand under stjernehimlen en aften! I løbet af dagen er der også havemøbler og liggestole at slænge sig i, så du får rig mulighed for at tage ferien i helt roligt og adstadigt tempo.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sommerhuset ligger på den lille Stenurtvej i et lukket område, så du har fred og ro omkring dig, og samtidig er det nemt at komme rundt i Lønstrup og omegn. Den korte afstand ind til bymidten kan fint klares til fods, hvis du vil ind for at gå på café eller kigge i de mange gallerier og butikker med kunsthåndværk. Du kommer også nemt frem til Lønstrup Klint såvel som stranden, når du vil beundre udsigten over Vesterhavet eller få en dukkert i de salte bølger. Derudover tager det ikke meget mere end fem minutter at køre til Rubjerg Knude, hvis du vil besøge det spektakulære klitlandskab og gå til tops i det flotte fyrtårn.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Lønstrup. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.
Andre faciliteter
Rum
Afstande
Regler
Inkluderet i prisen
Forsikring inklusiv
Rengøring inklusiv